Jobansøgere udspioneres på nettet skrev Erhvervsbladet forleden, og det er ganske vist: rigtig mange personaleansvarlige checker hvad de kan finde om dig på Google, LinkedIn og Facebook inden de inviterer dig til samtale for at danne sig et indtryk af hvad du er for en person. Det er derfor en god ide at selv prøve at søge på sit eget navn på nettet og se hvad der dukker op. Hvis din profil på LinkedIn ikke svarer til det du har skrevet i dit CV kan du godt forberede dig på at skulle forklare forskellene. Man skal også tænke over hvad man lægger ud på nettet, for det der er sjovt i dag er måske ikke sjovt om 10 år, når de sjove festbilleder bliver fundet af en potentiel kommende arbejdsgiver.
Men det er ikke bare de personaleansvarlige der checker jobansøgerne, de jobsøgende er også begyndt at checke de chefer, de skal til samtale hos. Googles Schweiziske personalechef fortalte mig en gang at han havde haft en pige til samtale, som snakkede rigtig meget om bjergvandring, og det havde de fået en god snak om, for det var også en af hans store interesser. Det var først bagefter det gik op for ham, at hun naturligvis havde slået ham op på nettet og fundet ud af, at han interesserede sig for bjergvandring, og så havde brugt det til at skabe en god stemning!
Udover at undersøge chefen er det også en god ide at undersøge firmaet. Studer firmaets hjemmeside grundigt, der står et hav af oplysninger om firmaet og dets produkter. Søg efter andre oplysninger om firmaet ved hjælp af Google. Søg om der har været nyheder om firmaet på Eniro. Findud af hvilke typer af medarbejdere de har ansat på LinkedIn. Køb evt. deres seneste årsregnskab for 37 kr. på CVR.dk. Der findes masser af oplysninger på internettet, så der er ikke nogen undskyldning for ikke at forberede sig ordentligt, og det gør et godt indtryk at man har sat sig grundigt ind i virksomheden på forhånd. Læs artiklen fra ErhvervsBladet.dk Se TV-udsendelsen "Chefen googler dig" Læs artiklen "Undersøg virksomheden inden jobsamtalen"
Held og lykke med jobsøgningen!
Venlig hilsen Kaare Danielsen