Falsk jobannonce fra World Logistics Group

Svindlere fra Ukraine haft held med at indrykke en falsk jobannonce og rekruttere danske medhjælpere. Det drejer sig om et firma ved navn World Logistics Group, der søgte correspondence managere: Læs jobannoncen fra World Logistics Group

Folk, der blev ansat, troede at de arbejdede for et stort amerikansk postordrefirma. De fik tilsendt nogle pakker med dyre varer, og blev bedt om at ompakke varerne og sende dem videre til adresser i udlandet. I virkeligheden arbejdede de for nogle ukrainske svindlere, og varerne var købt over internettet ved hjælp af stjålne Dankort-numre.

Det falske firma har en flot hjemmeside, der giver indtryk af at der er tale om et stort internationalt firma. Hvis man søger oplysninger om firmaet finder man frem til, at det er et virkeligt firma, for de ukrainske svindlere har misbrugt et firma, der findes i virkeligheden. Men hjemmesiden er svindel, og hvis man søger et job via hjemmesiden bliver ansøgningen sendt til de ukrainske svindlere, ikke til firmaet i USA. Jobannoncer har også snydt vores medarbejdere. Vi har ellers både checket hjemmesiden og ringet til firmaet, men vi fattede ikke mistanke om, at der var noget galt.

Da de første svindeltilbud dukkede op for et par år siden handlede det om at foretage pengeoverførsler til udlandet. Men bankerne har forbedret sikkerheden og folk er blevet mere opmærksomme, så nu er svindlerne åbenbart gået over til at sende dyre varer ud af landet. Se eksempel på 2 år gammel svindel-annonce

Man skal med andre ord passe på, ikke bare med jobannoncer, men med alle tilbud på internettet, der ser ud til at være lidt for gode. Der findes også andre former for svindel på internettet, og generelt skal man passe på med at afgive personlige oplysninger, for man kan ikke være sikker på at firmaer er det, de giver sig ud for at være.

Det giver anledning til at repetere de almindelige sikkerhedsregler for jobsøgning på internettet:

  1. Hvis noget er for godt til at være sandt, så er det sikkert ikke sandt
  2. Send aldrig penge eller kreditkortnummer i forbindelse med jobsøgning
  3. Vær forsigtig med annoncer, hvor der ikke er opgivet en dansk adresse
Se indslaget om internetsvindlen fra TV-Avisen

Held og lykke med at søge de rigtige job!

Venlig hilsen Kaare Danielsen