Da jeg for 20 år siden hørte om global opvarmning tænkte jeg, at det var et problem som kunne ende i en katastrofe. Klimaændringer har nemlig den ubehagelige egenskab, at når der er helt sikre tegn på at klimaet er ændret, er det for sent at gøre noget ved det.
Finanskrisen viste at politikerne kan vise handlekraft og samarbejde internationalt om at løse et stort problem, men desværre først når skaden er sket. Og det er dårligt nyt for klimaet. Eksperterne ved stadig ikke præcist hvad der vil ske når temperaturen stiger, men de ved at klimaet ligesom økonomien er grundlæggende ustabil. For 20.000 år siden var Danmark dækket af is, og for 70 mio. år siden var Danmark dækket af vand der var så varmt, at der levede blæksprutter, som man i dag kan finde som vættelys ved Møns Klint.
Men hos Jobindex yder vi i hvert fald vores bidrag. Vi har regnet ud, at hver jobannonce, der bliver indrykket på nettet frem for i en landsdækkende avis, redder et lille grantræ fra fældning og sparer miljøet for 100 kg CO2, udover at virksomheden sparer mellem 20.000 og 50.000 kr.
En jobannonce på nettet udleder til sammenligning kun 1 kg. CO2, og for at neutralisere det sidste kilo køber Jobindex CO2-kvoter, så vi neutraliserer ikke bare vores egen CO2-udledning men også den CO2-udledning, der stammer fra alle vores brugeres computere. Til vores eget strømforbrug køber vi grøn strøm fra vindmøller, så vi er helt CO2-neutrale, og det har alt sammen kostet under 0,1% af vores omsætning!
Hvis alle handlede nu ville det med andre ord ikke koste så meget at stoppe den globale opvarmning. Men der er desværre ikke noget der tyder på, at politikerne i Kina og USA er parate til at handle før der er tydelige tegn på at klimaet er ændret, og til den tid kan det være for sent at gøre noget.
Jobindex ønsker alle en grøn jul!
Venlig hilsen Kaare Danielsen