"Vores største udfordring er manglen på arbejdskraft. Også selvom ledigheden skulle stige lidt. Der mangler folk - både i private virksomheder og offentlige institutioner. Manglen på medarbejdere koster tab af produktion, tab af velstand, tab af velfærd." Citatet er et år gammelt og stammer fra Anders Foghs åbningstale i folketinget sidste år, og det viser hvor meget, der har ændret sig på kun et år.
I tirsdags da Lars Løkke Rasmussen holdt sin første åbningstale var stemningen en anden: "Vi må være forberedte på at ledigheden vil stige en tid endnu. Det er uomgængeligt. Og der er en særlig risiko for, at ledigheden kan bide sig fast blandt de unge. For hvert job, der går tabt, gør det ondt på et menneske og på en familie. Og det gør særligt ondt at blive arbejdsløs, før man overhovedet har betrådt arbejdsmarkedet. Får det første skridt, der tages på arbejdsmarkedet, ikke fæste, kan det få konsekvenser gennem hele livet. Vi vil ikke acceptere, at en hel generation skal risikere at starte deres arbejdsliv med en følelse af nederlag." Derfor vil regeringen nu gøre noget ved ungdomsledigheden, og det er jo positivt.
Det hjælper imidlertid ikke alle dem, der bliver ledige her og nu. En af gårsdagens nyheder var, at 40% af virksomhederne forventer færre medarbejdere i løbet af de næste 6 måneder, men det var faktisk en positiv nyhed. For et halvt år siden var tallet nemlig 60%, så der er tale om en klar fremgang! 10% af virksomhederne forventer at have flere medarbejdere om 6 måneder. De resterende 50% af virksomheder forventer et nogenlunde uændret antal medarbejdere, hvilket betyder at de genbesætter de stillinger, der bliver ledige. Læs artiklen fra Børsen Online
Alt i alt er det altså 60% af virksomhederne og hele den offentlige sektor, der ansætter medarbejdere i øjeblikket, det gælder bare om at finde frem til jobbene, og det kan man passende gøre i efterårsferien. Jobmarkedet holder nemlig ikke fri i efterårsferien. Faktisk er ferien et udmærket tidspunkt at søge job på. Det er ganske vist ikke alle, der er på arbejde, men de chefer, der er på arbejde, har bedre tid til at snakke med jobansøgere, end de har normalt. Så bare ring til dem! Læs om jobsøgning i efterårsferien
Held og lykke med jobsøgningen!
Venlig hilsen Kaare Danielsen