Livet i servicesektoren

Sidste fredag blev jeg ringet op meget tidligt af Radionyhederne, der bad mig kommentere en rapport fra Arbejdernes Erhvervsråd, der sagde at mange af de job, der er i øjeblikket bliver skabt indenfor service, er usikre job, der vil forsvinde igen, når konjunkturerne går nedad.

Det siger sig selv, at mange af de 20.000 job, der er blevet skabt det seneste år, fordi konjunkturerne går opad, vil forsvinde igen, når konjunkturerne går nedad, men det er der heldigvis ikke tegn på vil ske foreløbig.

De seneste år er der mistet mange job i industrien, fordi de bliver bortrationaliseret eller flyttet til udlandet. Men samtidig er der skabt endnu flere nye job i servicesektoren. Servicesektoren er en broget skare der dækker alt fra rengøring til it-konsulenter, der ikke har meget andet til fælles end at de ikke passer ind i nogen af Danmarks Statistisk andre kategorier. Mange af firmaerne er små virksomheder, og derfor kan man ikke være sikker på at beholde det samme job for evigt, man kan være nødt til at være fleksibel og skifte firma en gang imellem. Alligevel er servicesektoren langt mere sikker end industrien. De job, der bliver mistet i industrien, bliver mistet for evigt. Servicesektoren kan gå op og ned, men på lang sigt er jobudsigterne meget bedre end indenfor industrien. Så der er ikke noget at være bange for, og der er mange af gode job at vælge imellem.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen