Giv dit held en chance

Det er altid rart at få mails fra glade brugere, specielt fra dem, der har fået nyt job takket være Jobindex. Her er en mail fra en bruger, der fik et job takket være vores gode råd om at sende et takkekort, når man har været til jobsamtale:

Send et takkekort har helt reelt virket i mit tilfælde, da min kommende arbejdsgiver egentligt havde valgt en anden kandidat; da der så kom lidt problemer i forbindelse med kontraktskrivning valgte man igen at se på min profil, netop pga. takkekortet, som de heldigvis modtog, lige da tingene gik i hårdknude. Og det gav jo pote.

OK, det er naturligvis ret heldigt, men hvem siger, at man ikke har lov at være heldig? Historien viser noget vigtigt, nemlig at det er muligt at være heldig, og at heldet forfølger dem, der bliver ved med at prøve. Og jo flere kontakter man har med arbejdsgiverne, jo flere muligheder har man for at være heldig.

John Evan-Jones, der har skrevet vores hæfte "12 nøgler til succes" har i en af sine andre bøger en historie om en person, der hver dag beder til Gud om at vinde i Lotto. Til sidst forbarmer Gud sig og lover manden at han vil vinde, men på een betingelse. Manden lover at han vil gøre hvad som helst for at vinde, hvor til Gud svarer: "OK, så gå dog hen og køb et lottolod!" Pointen er naturligvis at de, der prøver, også er dem, der vinder. (Det gælder dog ikke i det rigtige lottospil, der er det Tipstjenesten, der vinder, men det er en anden historie).

Når man får nej gælder det derfor om at holde modet oppe og blive ved med at prøve. For til sidst løber man ind i et firma, hvor man tilfældigvis er den rette person på det rette tidspunkt, og så får man sit ønskejob. Det ser vi gang på gang her hos Jobindex.

Så giv dit held en chance, og held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen