Ovenpå sidste uges mail er der et par stykker, der har spurgt, om der ikke også findes arbejdsgivere, der kun vil ansætte en bestemt type mennesker, og det gør der naturligvis. Mange arbejdsgivere leder efter enten:
- en medarbejder, der ligner dem selv
- en medarbejder, der ligner den forrige medarbejder i jobbet
- en medarbejder, der ligner supermand
Når man har en person til samtale sker det tit, at vedkommende minder om en eller anden tidligere medarbejder. Det kan virke uretfærdigt, at man går glip af et job, bare fordi man minder om en anden person, som man slet ikke kender, men det kan være svært at lave om på.
Man kan dog prøve undervejs i samtalen at spørge, om arbejdsgiveren har nogle bekymringer eller nogle grunde til, at man måske ikke får jobbet, og når man så har hørt og vist, at man har forstået disse bekymringer, kan man gøre sit bedste for at overbevise arbejdsgiveren om, at man ikke er på denne måde, men det er ikke altid, at det lykkes.
Hvad kan man så bruge det til? Man kan bruge det til at sige til sig selv, at det ikke behøver at være ens egen skyld, hvis man har været til samtale og ikke fik jobbet. Det kan være man bare mindede om en eller anden tidligere medarbejder. Men som et gammelt ordsprog siger er smag og behag heldigvis forskellig, det er derfor alle blomster bliver plukket og alle piger bliver gift, og de fleste mennesker finder også deres drømmejob til sidst.
Hav en rigtig god påskeferie, vi er tilbage efter påske med en masse nye jobannoncer.
Venlig hilsen Kaare Danielsen