God nyhed fra en nyuddannet

Det er altid rart at kunne bringe gode nyheder. Kan I huske den mail jeg bragte for et par uger siden fra en nedtrykt nyuddannet datamatiker med 13 i hovedopgaven, der havde sendt ca. 100 ansøgninger?

Forleden fik jeg en rigtig glad mail fra hende:

Hej Kaare, Jeg tænkte at jeg, denne gang, gerne vil dele min glæde med dig. Efter fem måneders uafbrudt og intensivt jobsøgning, mange skuffelser undervejs, 74 ansøgninger (nu har jeg talt dem) og i alt 8 jobsamtaler, står jeg i dag med ikke mindre end to jobs på hånden. Er det ikke bare herligt? Her har jeg bare bevist at selvom man er 35 og nyuddannet så kan man få et job (og endda flere på en gang!). Jeg skal allerede starte den 1.10.2003. Tak for dine gode råd undervejs.
Vi siger naturligvis tillykke, det er jo rigtigt rart at få en mail fra en bruger der er så glad efter at have været så nedtrykt. Hun har dermed bevist at det godt kan lade sig gøre og at man ikke skal give op, heller ikke selvom man nogle gange skal en del skuffelser igennem undervejs. Bare husk på at det ikke er dig, men jobmarkedet der er noget galt med i øjeblikket, og at der stadig er mange tusinde ledige job, det tager bare lidt længere tid at finde et nyt job end det gjorde for et par år siden.

Mange hilsner Kaare Danielsen