Ingeniøren forbyder os at linke til Ingeniørens Jobfinder

Ugebladet Ingeniøren har på lederplads flere gange kritiseret, at Danske Dagblades Forening prøver at forbyde dybe links, senest i en leder den 28. februar. I en anden lederartikel fra 8/11 2001 skriver Kurt Westh Nielsen under overskriften "Forbud mod dybe links er dybt godnat", at det er "ufrivilligt komisk", "naivt", "hovedrystende halsløst", "bekymrende" og "simpelthen for dumt" når Danske Dagblades Forening forsøger at forhindre eller forbyde andre netmedier i at lave dybe links til deres materiale. Kurt Westh Nielsen skriver videre at Danske Dagblades Forening afslører "sin naive forestilling om, at nettets brugere lader sig styre som en flok hjernedøde får", og at medier, der har denne holdning, burde "droppe tilstedeværelsen på Internettet, og koncentrere sig om det mere kontrollerbare og trygge papirmedie". Læs hele artiklen fra Ingeniøren

Ingeniøren har imidlertid en anden holdning når det drejer sig om deres eget materiale. Ingeniøren har således for nylig forbudt Jobindex at lave dybe links til jobannoncer på Ingeniørens Jobfinder. Jobindex samler som bekendt jobannoncer fra mange forskellige kilder og har hver dag ca. 500 ingeniørstillinger, heraf indtil for nylig ca. 50 i form af dybe links til jobannoncer hos Ingeniørens Jobfinder, men det vil Ingeniøren altså ikke længere tillade. Jobfinder har i altca. 100 ingeniørstillinger, men ca. halvdelen af disse er kopier af annoncer vi allerede har fra andre kilder.

Derfor er annoncerne fra Ingeniørens Jobfinder ikke længere at finde i Jobindex. Men selv uden de 50 jobannoncer fra Ingeniørens Jobfinder dækker Jobindex stadig knap 90% af de ingeniørstillinger, der bliver offentliggjort på nettet.

Ingeniøren er ejet af Ingeniørernes fagforeningen, der burde have en interesse i at deres medlemmer på en nem og hurtig måde kan få et overblik over alt hvad der er af ledige stillinger for ingeniører, og det er præcis hvad Jobindex gør. Det er ikke i medlemmernes interesse at de nu skal kigge både hos Jobindex og hos Ingeniørens Jobfinder for at få overblik over jobmarkedet. Det vil så vise sig om Ingeniøren kan styre sine læsere som beskrevet ovenfor, eller om de selv kan finde hen til Jobindex.

Venlig hilsen Kaare Danielsen