Jobmarkedet er fortsat stærkt trods krig

I løbet af marts blev der sæsonkorrigeret lagt 34.800 nye jobannoncer på nettet. Det var et fald på 550 jobannoncer sammenlignet med februar, men niveauet er fortsat meget højt. Faktisk har antallet af nye jobannoncer lagt på nettet kun været højere end det aktuelle niveau to gange tidligere i statistikkens godt 19-årige historie. Til sammenligning blev der ”kun” lagt 30.400 nye jobannoncer på nettet i gennemsnit hver måned gennem 2021.

Marts er den første måned, hvor jobmarkedet for alvor kan være påvirket af krigen i Ukraine, men tallene for Dansk Jobindex viser altså, at jobmarkedet i hvert fald på den korte bane synes modstandsdygtigt.

Det høje antal nye jobannoncer lagt på nettet indikerer yderligere beskæftigelsesfremgang trods krigen i Ukraine. Med fortsat høj efterspørgsel efter nye medarbejdere er det dog ikke sikkert, at virksomhederne kan finde de ønskede medarbejdere. Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedet er stramt. Beskæftigelsen var i januar 117.000 personer højere end beskæftigelsesrekorden fra før corona. Og med en ledighed på 2,5% af arbejdsstyrken er ledigheden på det laveste niveau i mere end 13 år.

Selvom Dansk Jobindex fortsat ligger på et højt niveau, er det for tidligt at sige noget endegyldigt om krigens effekter. Tilpasningen på arbejdsmarkedet er træg, så effekterne kan vise sig med forsinkelse. Men indtil videre synes effekterne små.
Læs rapporten fra Dansk Jobindex

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen