
Hvis du har lyst til at arbejde med "indsamling af hemmelige informationer" skal du sende en ansøgning til Forsvarets Efterretningstjeneste. Der er ansøgningsfrist på fredag kl. 12. Du skal være indforstået med "at rejse og opholde dig i udlandet i længere perioder, til tider under primitive og konfliktbetonede forhold", "at tage ansvaret for andre menneskers liv i farlige situationer", og "ikke at fortælle familie, venner og hvem du ellers måtte være i kontakt med om karakteren og indholdet af dit arbejde".
I et tidligere jobopslag for indhentere skrev Forsvarets Efterretningstjeneste at man skal have "særdeles veludviklede sociale færdigheder, være meget udadvendt og have nemt ved at tale med alle", og det vil være en fordel hvis man taler enten arabisk, farsi, dari, pushto, urdu eller somali. Til gengæld kan Forsvaret tilbyde "et helt unikt arbejde, som er kendetegnet ved en høj grad af selvstændigt initiativ og egen tilrettelæggelse i opgaveløsningen", "en meget afvekslende dagligdag, som er præget af en uformel og uhøjtidelig omgangstone", og sidst men ikke mindst "mulighed for at dyrke motion i arbejdstiden".
Forsvaret advarede den gang om at "der er meget langt mellem indhenterens arbejde og den måde, en hemmelig agent oftest skildres på i filmens verden. Enhver forestilling om glamour, biljagter og firmakort uden beløbsgrænse kan definitivt manes i jorden. Som i langt de fleste jobs indgår også daglig rapportskrivning, administration, budgetter og regnskabsaflæggelse." Men mon ikke man alligevel kan tage sig en dry Martini efter endt arbejde!
Læs hele jobannoncen på Jobindex
Se Efterretningstjenestens hjemmeside
Held og lykke med jobsøgningen!
Venlig hilsen Kaare Danielsen