Søg job i sommerferien

Så er det snart sommer, i hvert fald ifølge kalenderen. Når vi kommer ind i juli måned er der er ca. 30% færre jobannoncer. Men der er ingen grund til at holde ferie som jobsøgende. Man kan sagtens søge job i sommerferien. For det første er der også færre jobansøgere i sommerferien, så chancen for at få et job er nogenlunde den samme. For det andet er sommerferien et rigtigt godt tidspunkt at sende uopfordrede ansøgninger. Mange firmaer skal ansætte flere medarbejdere efter sommerferien. Hvis du kontakter firmaerne og søger jobbene inden de bliver slået op, så kan du være heldig og komme foran de andre ansøgere.

Så ring til firmaerne og find ud af, om de efter sommerferien skal ansætte en person, der godt kunne være dig. Der er ganske vist mange chefer, der er på ferie, men dem der er på arbejde har god tid til at snakke. En uopfordret ansøgning må aldrig sendes til et firma, den skal altid sendes til en afdelingschef, helst en du har snakket med, og som du ved snart skal ansætte en ny medarbejder, der passer på dine kvalifikationer. Så har du mangedoblet chancen for at få job ved en uopfordret ansøgning.

Og hvordan finder man frem til firmaerne? Det gør man i vores jobannoncearkiv. Der kan du søge i 2,5 mio. gamle jobannoncer og finde frem til firmaer, der tidligere har haft en jobannonce, der passede på dig. Ring til nummeret i annoncen. Måske er chefen stadig ansat, og måske står de lige og mangler en ny medarbejder. Hvis de ikke skal bruge nogen, så husk at spørge om de kender andre virksomheder, som måske skal ansætte lignende medarbejdere efter sommerferien.
Læs artiklen Jobsøgning i sommerferien
Søg efter jobannoncer i jobannoncearkivet
Se foredrag om jobsøgning i sommerferien

God sommerferie, og held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen