Gem det negative til jobsamtalen

Hvad kan man gøre ved at jobansøgere bliver forskelsbehandlet? Man behøver ikke vente på at Alternativet får indført anonyme jobansøgninger, man kan bare udelade de negative oplysninger fra sin ansøgning.

Man må naturligvis ikke lyve i sin jobansøgning, det bliver altid afsløret i et lille land som Danmark. Men man kan vente med at fortælle de negative ting til jobsamtalen, hvis man er bange for at blive sorteret fra. For jobansøgningen skal ikke skaffe dig jobbet, den skal bare skaffe dig en jobsamtale. Og til jobsamtalen kan man meget bedre forklare, hvorfor de negative ting ikke har betydning.

Hvis man f.eks. er ordblind, fysisk handikappet eller tidligere straffet, og det ikke har betydning for den stilling man søger, så behøver man jo ikke nævne det i jobansøgningen. For den slags oplysninger kan nemt få en frasorteret, hvis der 100 andre ansøgninger til stillingen. Og til jobsamtalen kan man meget bedre fortælle historien og forklare, hvorfor det ikke har nogen betydning for jobbet.

Tilsvarende behøver man jo ikke skrive sin alder, hvis man er oppe i årene. Og hvis man er ung behøver man jo ikke fortælle, at man er barnløs og lige er blevet gift. Hvis det ikke er relevant for jobbet, behøver man ikke nævne det i jobansøgningen. Og hvis man er mand og har et almindeligt udseende, kan man ifølge en israelsk undersøgelse forøge sine chancer, hvis man ikke vedlægger et billede.
Læs artiklen om billeder på CV'et

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen