Fornuften sejrede på Bornholm

Det lykkedes i sidste øjeblik at redde 190 arbejdspladser på slagteriet på Bornholm, og det er rigtigt glædeligt. For selvom der er fremgang på jobmarkedet, så gælder det ikke på Bornholm. Der ligger antallet af jobannoncer stadig på samme lave niveau som i 2009. Så det gælder om at holde fast på de arbejdspladser, man har.

Aftalen indebærer, at medarbejderne investerer 3,5% af deres løn i at modernisere slagteriet og dermed bliver medejere af deres egen virksomhed. Det har de formodentlig råd til. Boligomkostningerne på Bornholm er jo betydeligt lavere end andre steder i landet. Og hvis det går godt, får medarbejderne deres investering igen med renter.

Det er en gammel ide, at medarbejderne skal være medejere af deres virksomhed. Det var populært på venstrefløjen, men bliver i dag mest praktiseret af fremadstormende startup-virksomheder, der giver aktier eller optioner til deres medarbejdere. Hvis det går galt risikerer medarbejderne at tabe deres penge. Men medarbejderne har en klar interesse i at sikre at det går godt, når de er medejere af virksomheden.

I mange år var det muligt at give skattefrie medarbejderaktier til medarbejderne. Det var en ordning, som Jobindex og mange andre firmaer var rigtig glade for. Den ordning blev desværre afskaffet, men det forlyder at der skal laves en ny lov for slagteriet på Bornholm. Så det kan være at modellen fra Bornholm kan danne skole, og kan være med til at sikre og skabe flere arbejdspladser andre steder i Danmark. Læs historien og se TV-indslag om Bornholm Se statistik for jobannoncer på Bornholm

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen