Jobannonce: Web- og kommunikationskonsulent til borger.dk

Digitaliseringsstyrelsen

Web- og kommunikationskonsulent til borger.dk

København

Du bliver en del af Kontor for borger.dk i Digitaliseringsstyrelsen, hvor vi er 18 medarbejdere, der har ansvaret for at udvikle og drive borger.dk.

Borger.dk har hver måned mere end 3 mio. besøg fra borgere, som søger information, bruger de digitale selvbetjeningsløsninger, læser Digital Post og tjekker personlige data. Det forpligter og stiller store krav til løbende at kvalitetssikre og udvikle portalen, så den understøtter borgernes øgede behov for god og brugervenlig digital selvbetjening og information om det offentlige.

I Kontor for borger.dk varetager du rollen som redaktør og kontaktperson til myndigheder for udvalgte indholdsområder. Du er initiativtager og tovholder for indholdsprojekter (både kvalitetssikring og nyudvikling af indhold på borger.dk) og er med i tværgående projekter, hvor vi samarbejder om at optimere brugerrejser og udvikler ny funktionalitet til portalen.