Jobannonce: SUNDHEDSFAGLIGE MEDARBEJDERE OG VIKARER

CFD Egebækhus, Nærum

SUNDHEDSFAGLIGE MEDARBEJDERE OG VIKARER

Egebækhus er CFD's døgntilbud for voksne og ældre døve og døvblinde med omfattende og meget individuelle fysiske, psykiske eller sociale pleje- og omsorgsbehov.

Vi søger tre-fire medarbejdere med uddannelse som f.eks. sosu-hjælper eller -assistent eller tilsvarende kompetencer inden for det sundhedsfaglige felt, og som har fokus på relationer, trivsel og høj faglighed.

Der er tale om stillinger som enten fast vikar eller medarbejder i fast skema. Som udgangspunkt er de alle på fuld tid, men hvis du er interesseret i færre timer, er det også en mulighed.

Stillingerne løber i første omgang i seks måneder. Herefter kan der være mulighed for forlængelse eller fastansættelse.

Arbejdstiden er skiftende mellem dag- og aftenarbejde. Weekendvagt er typisk hver tredje weekend.

Dansk tegnsprog er en naturlig del af vores hverdag, så du skal være motiveret for at lære tegnsprog, hvis du ikke kan det i forvejen.