Jobannonce: Salgstrainee-uddannelse

Jysk Fynske Medier P/S

Salgstrainee-uddannelse

Hos Jysk Fynske Medier ønsker vi at tiltrække og udvikle mediebranchens stærkeste medierådgivere. Målsætningen er, at du skal kunne tilbyde vores kunder den optimale rådgivning og dermed hjælpe kunderne med en værdiskabende markedsføring.

Dit faglige fundament skabes via en modulopdelt teoretisk del og en ”hands-on” del. Teorien er fordelt på 7 moduler, hvor du vil få rig mulighed for at teste teorien af i praksis, forud for det næste modul. Den teoretiske del af uddannelsen afsluttes med en eksamen.

Din primære opgave vil bestå i at rådgive vores kunder, så de får størst værdi af deres markedsføringsbudget. Uddannelsen vil derfor ligeledes give dig et bredt og dybt indblik i mediernes funktioner, samt en analytisk forståelse og tilgang til medierne. Din kunderådgivning vil inkludere medier som dagblade, ugeaviser, lokalradioer, digitale platforme med mere.