Jobannonce: Områdeleder for Plejeboliger

Syddjurs Kommune

Områdeleder for Plejeboliger

Ebeltoft

Kan du skabe rammen for det gode hverdagsliv, hvor omsorg, socialt fællesskab og aktiviteter er en naturlig del af hverdagen til glæde for beboere og pårørende? Er du drivkraften, der kan stå i spidsen for Syddjurs’ plejeboliger og sammen med dit lederteam og 360 motiverede medarbejdere sikre fremtidens pleje og omsorg? Er du indstillet på at fremme et stærkt tværgående samarbejde såvel internt som eksternt?

Som områdeleder af plejeboligerne får du reference til Sundhed- og Omsorgschefen og kommer til at indgå i ledergruppen på Sundhed- og Omsorgsområdet. Her får du i samarbejde med resten af ledergruppen ansvaret for tværgående projekter og indsatser.

Du kommer derfor til at spille en afgørende rolle i udviklingen af fremtidens Sundhed og Omsorg, hvor vi hele tiden udvikler på vores indsatser og samarbejdet internt og eksternt for at opnå en stærk og koordineret indsats for borgeren.