Plus Sundhed A/S

Vi er Plus Sundhed

Plus Sundhed har eksisteret siden år 2000. Vi arbejder for at skabe trivsel og bedre mental sundhed gennem en sundere livsstil.

Vi driver bostederne Stentoft og Tjørnehøj, som ligger i henholdsvis Sønder Stenderup ved Kolding og i Nørre Asmindrup i Odsherred.

Hos os bor mennesker med behov for trygge og trivselsfremmende rammer samt en specialiseret socialpsykiatrisk indsats. Vores opgave er at hjælpe vores beboere med at finde fodfæste igen – og måske en ny vej – som kan føre til recovery.

På vores bosteder har vi fokus på beboernes ønsker, håb og drømme. I Plus Sundhed mener vi, at alle har ret til et sundt liv i trivsel uanset de udfordringer vi har, det er fundamentet for vores arbejde og vores tilgang til beboerne.

En meningsfuld hverdag hvor ingen dage er ens

På vores bosteder får du en meningsfuld hverdag, hvor ingen dage er ens. Hos os vil du opleve, at der er tid til omsorg og nærvær i relationen til beboeren.

På hvert bosted har vi et fagligt dygtigt lederteam og kompetente medarbejdere med enten sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund.

Som kollegaer møder vi hinanden med respekt og tillid, og vi tillægger det stor værdi at give hinanden feedback og faglig sparring.

Når du bliver ansat på et af vores bosteder, får du tildelt en mentor, som du følges med i den første tid. Du kommer også igennem et grundigt introduktionsforløb, så vi sikrer dig en tryg og god onboarding.

Trivsel, høj faglighed og et stærkt sammenhold

Vi tilbyder løbende alle vores medarbejdere undervisning og kompetenceudviklende kurser, ligesom vi altid er åbne for en dialog om videreuddannelse.

Det er vigtigt for os, at du altid føler dig klædt godt på til opgaverne, samt at du oplever, at du kan udvikle dig fagligt i din ansættelse hos os. Vi tror nemlig på, at det skaber de bedste forudsætninger for trivsel, høj faglighed og et stærkt sammenhold.

Du kan læse mere om Plus Sundhed og vores bosteder Stentoft og Tjørnehøj på plussundhed.dk.