Fagligt Fælles Forbund

Arbejde i 3F: Højt tempo, faglig udvikling og godt humør

Som medarbejder i 3F er du med til at forme det gode arbejdsliv for alle vores medlemmer.

3F er en interesseorganisation i rivende udvikling. Vi arbejder målrettet med at skabe en effektiv og sammenhængende organisation, og vi tror på strategisk kompetenceudvikling og læring er vigtig for både ledere og medarbejdere.

Det skal både være spændende, sjovt og fagligt udfordrende at gå på arbejde. Hos os er arbejdsmiljø og trivsel højt prioriteret, fordi det er essentielt for, at medarbejdere og ledere dagligt kan levere kvalitet og effektivitet i løsningen af arbejdsopgaverne – altid med medlemmerne i fokus.

Kort om 3F som organisation

3F har lokalafdelinger i hele Danmark og et forbundshus i København. Vi er ca. 2.100 medarbejdere i hele 3F.

Afdelingerne er selvstændige enheder, med både en fagforening og en a-kasse, og udgør den bærende og demokratiske kraft i 3F. Det er lokalafdelingerne, der har den direkte medlemskontakt.

Den lokale tilstedeværelse er et centralt element i vores arbejde, og vi har et solidt lokalt netværk og kendskab til de lokale arbejdsmarkedsforhold. Derfor er vi landsdækkende med 60 lokale afdelinger i hele Danmark.

I Forbundshuset er der en række afdelinger som IT, økonomi, HR, kommunikation, juridisk, der bl.a. servicerer afdelingerne.

3F har a-kassen 3FA, som også har personlig betjening af medlemmer i lokalafdelingerne og kontorer rundt om i Danmark. Herudover arbejder vi også internationalt for at skabe ordentlige arbejdsforhold i 3. verdenslande.