Cyberdivisionen søger receptionist med fokus på service, Facility Management og et rigtig godt øje til sikkerhed
Om os
Cyberdivisionen er en kapacitet under Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som indkøber og forsyner materiel til vores danske soldater og øvrige medarbejdere lige fra kampvogne, skibe, jagerfly til IT-materiel, støvler og sokker.
Vi er en af landets største IT-virksomheder og vi løser en række spændende drifts- og udviklingsopgaver. Vores opgaver skaber fundamentet for kommunikation og IT for Forsvarets ansatte, hvad enten de er på skibe i Nordatlanten, på mission i ørkenen eller placeret i Oksbøl og Hjørring.
Din stilling er placeret i Sikkerheds og Receptionssektionen, som består af meget engagerede og dygtige medarbejdere. Sektionens opgave er blandt andet at være ansvarlig for sikkerheden i og omkring huset, medarbejdernes sikkerhedsgodkendelser samt betjening af receptionen for Cyberdivisionen. Derudover er Facility Management en af de helt store opgaver i hverdagen. Vi har opgaven med at være kontakten mellem bygningens brugere og Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando, som er dem der vedligeholder vores bygninger og møbler mm.
Vi vægter tillid, ærlighed ”gå på mod” og masser af humor i dagligdagen som en af vores vigtige hjørnesten, i det daglige arbejde med at betjene husets brugere og gæster.
Om stillingen
Som vores nye receptionist, vil du have mange forskelligartede opgaver, men dine primære opgaver vil være bemanding af receptionen og traditionelle receptionsopgaver, hertil opgaver inden for Facility Management samt sikkerhed, hvor der arbejdes efter Forsvarets sikkerhedsregler.
Derudover skal du, i samarbejde med dine kolleger, hjælpe til ved en lang række administrative støtteopgaver såsom etablering og dokumentering af processer, fejlmelding af bygninger og anlæg, kontakt til husets brugere, medvirke til opretholdelse af fysisk sikkerhed, bestillinger af kontormateriel og håndværkere. Med andre ord, så er det vigtigt, at du kan holde mange bolde i luften, i et til tider hektisk arbejdsmiljø.
Du kommer også til at deltage i diverse arbejdsgrupper og mødefora i relation til receptionens og dens opgaveløsning.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en kontor- eller receptionistuddannelse eller praktisk relevant erfaring med receptionsarbejde, sikkerhed og Facility Management.
Desuden forestiller vi os, at:
- Du meget gerne har et godt kendskab til DeMars (SAP) og Office pakken inklusive SharePoint.
- Du som person meget serviceminded, tålmodig og fleksibel.
- Du arbejder målrettet og påtager dig selvstændigt ansvar for resultater og deadlines.
- Kendskab til Forsvarets sikkerhedsregler samt Forsvaret generelt er en fordel, men ikke et krav.
- Du formår at fastholde overblikket i en til tider meget travl hverdag, du nyder at arbejde tæt med mange forskellige mennesker og kan kommunikere ubesværet på alle niveauer, herunder også på engelsk.
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Hvidovre.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionschef Brian Tønning Kristiansen på mobil 7281 4371.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Rasmus Kunzendorf på mobil 2926 3785 eller på mail pkom-rku@mil.dk.
Ansøgningsfristen er den 25. november 2026. Ansættelsestidspunktet er hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) fungerer som materielfagligt videnscenter og logistisk myndighed. I samarbejde med Værnsfælles Forsvarskommando med underliggende værnsstabe sikrer FMI rettidig støtte og forsyninger til Forsvarets igangværende operationer i ind- og udland. Det er FMI´s opgave at anskaffe, vedligeholde og videreudvikle materielkapaciteter for alle Forsvarets myndigheder lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler, feltrationer og lommeknive. FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet og administrerer ca. en tredjedel af det samlede forsvarsbudget. Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex