Dansk/tysklærer søges til Gladsaxe Privatskole
Oversigt
Dansk/tysklærer søges til Gladsaxe Privatskole
Vil du være med til at danne glade, nysgerrige og livsduelige børn i et trygt og forpligtende fællesskab?
Ønsker du at blive en del af en lille skole med stærke relationer, høj faglighed og stor frihed til at udvikle spændende undervisningsforløb?
Så søger Gladsaxe Privatskole nu en engageret og humørfyldt lærer til dansk i 4. klasse, undervisning i tysk og religion samt vores eget fag SMUK.
Skulle du have kompetencer eller lyst til at indgå som læsevejleder på skolen vil det være et plus, men absolut ikke en nødvendighed.
Vi er en lille fri grundskole i spændende udvikling, hvor vi hver dag arbejder for at danne glade og livsduelige børn og unge. Vi ser undervisning som mere end faglig læring, og lægger derfor også stor vægt på at styrke børnenes personlige og sociale udvikling, så de er godt rustet til livet som ansvarlige deltagere i forskellige fællesskaber.
Vi er en skole, hvor alle kender hinanden i et omsorgsfuldt og trygt miljø. Den tætte kontakt mellem elever, lærere og forældre skaber et stærkt fundament for både læring og trivsel. Vores forældre bidrager, er engagerede og bakker op om skolens værdier.
På Gladsaxe Privatskole er der plads til sjove idéer, kreativ undervisning, bevægelse, musik, teater og fællesskab.
Vi søger en kollega, der drives af dette, og som også har lyst til at indgå i tværfaglige samarbejder, tænke i alternative arbejdsformer, lave projektuger, temadage og komme på ture ud af huset.
SMUK er vores tværfaglige dannelsesfag, hvor eleverne fra 4.-6. kl. arbejder undersøgende med kultur, samfund, historie og religion. Som lærer i SMUK får du mulighed for at udvikle og præge et fag, som er helt særligt for Gladsaxe Privatskole.
SMUK udspringer af skolens arbejde med at styrke elevernes 7 kernekompetencer:
Samarbejde, mod, medfølelse, kreativitet, nysgerrighed, refleksion og dømmekraft, engagement og forpligtelse.
Vi søger en lærer, der udover ovenstående:
- Trives i rollen som klasselærer på mellemtrinnet og på sigt i udskolingen.
- Er glad for at undervise på flere trin.
- Har tydelig klasseledelse og formår at skabe trygge, omsorgsfulde relationer til eleverne.
- Er nærværende og positiv i sit menneskesyn, med tro på elevernes udviklingsmuligheder.
- Sætter pris på et tæt og engageret kollegafællesskab, hvor man hjælper hinanden, deler ideer og løfter skolens opgave sammen.
- Bidrager med idéer, ser muligheder frem for begrænsninger – og har lyst til at være med til fortsat at udvikle SMUK.
Hos os:
- En skole i udvikling, hvor du får mulighed for at præge undervisningen og skolens liv.
- Et dedikeret og engageret kollegafællesskab.
- En arbejdsplads med plads til kreativitet, nytænkning og fællesskab.
- Nysgerrige og glade børn og unge, der glæder sig til at møde netop dig.
- Bliver du en del af et stærkt fagligt fællesskab med tæt sparring og korte beslutningsveje.
- Prioriterer vi lærernes professionelle råderum og giver plads til initiativ og faglig kreativitet.
- Får du mulighed for at præge udviklingen af både undervisning, skoleliv og vores særlige dannelsesfag SMUK.
- Tror vi på stærke relationer – også mellem medarbejderne.
Få mere information om vores skole på www.gladsaxeprivatskole.dk eller ved at kontakte skoleleder, Rune Norman Svendsen, på tlf. 4498 3598.
Du er naturligvis også meget velkommen til at komme og besøge os.
Ansættelse i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation.
Har du lyst til at blive en del af Gladsaxe Privatskole, ser vi frem til at modtage din ansøgning med relevante bilag på mail til rune@gladpriv.dk.
Ansøgningsfrist fredag den 20. november. Der afholdes løbende samtaler.