Vil du være kommunikationsleder i Røde Kors Gentofte?
I Røde Kors Gentofte er vi omkring 200 frivillige, der hver dag bidrager til et stærkere lokalt fællesskab. Vi driver blandt andet genbrugsbutikker, sociale aktiviteter og beredskab. Nu søger vi en frivillig kommunikationsleder, der vil være med til at fortælle vores historier, synliggøre vores arbejde og inspirere flere til at blive en del af fællesskabet.
Har du lyst til at sætte retningen for vores kommunikation og være med til at gøre vores indsats endnu mere synlig i Gentofte? Så er det måske dig, vi leder efter.
Dine opgaver
Som kommunikationsleder får du en central rolle i at udvikle og styrke vores lokale kommunikation. Du er med til at sikre, at vores historier når ud til de mennesker, der har glæde af vores tilbud, og til dem, der har lyst til at engagere sig som frivillige.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
- Fortælle de gode historier fra vores mange aktiviteter - i tekst og billeder.
- Inspirere flere til at blive frivillige og engagere sig i Røde Kors Gentofte.
- Udarbejde pressemeddelelser og formidle vores arbejde til lokale medier.
- Udvikle og vedligeholde vores sociale medier og hjemmeside.
- Udarbejde kommunikationsmateriale som plakater, foldere og opslag.
- Planlægge og synliggøre lokale aktiviteter og events i samarbejde med blandt andre bestyrelsen, frivillige, Gentofte Kommune og andre samarbejdspartnere.
Du får gode muligheder for at præge både indhold, form og retning. Du behøver ikke løfte alle opgaver selv. Vi vil meget gerne have dig med til at opbygge et kommunikationsteam, hvor I sammen kan udvikle idéer og fordele opgaverne.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med kommunikation eller journalistik.
- Er god til at skrive og har lyst til at fortælle historier, der engagerer andre.
- Har interesse for sociale medier og gerne erfaring med at skabe indhold til forskellige platforme.
- Er nysgerrig, opsøgende og god til at skabe kontakt til mennesker.
- Kan planlægge og koordinere opgaver og trives med at samarbejde med andre.
- Har lyst til at bruge dine kompetencer til gavn for mennesker i sårbare situationer.
Du behøver ikke kunne det hele på forhånd. Men det er vigtigt, at du har lyst til at tage initiativ, skabe relationer og være med til at udvikle vores kommunikation.
Tidsforbrug: Vi forventer, at du i gennemsnit kan afsætte 5-7 timer om ugen. Arbejdsmængden vil variere, og der kan være perioder, hvor der er mere at se til. Vi finder sammen en god måde at tilrettelægge opgaverne på.
Hvad får du ud af det?
Som frivillig aktivitetsleder får du mulighed for at bruge dine faglige kompetencer på noget, der virkelig betyder noget.
Du får:
- Mulighed for at sætte dit præg på Røde Kors Gentoftes kommunikation og synlighed.
- Erfaring med kommunikation, sociale medier og ledelse i en frivillig organisation.
- Mulighed for at samle et team og skabe resultater sammen med andre.
- Et stærkt fagligt og socialt netværk med frivillige og medarbejdere i Røde Kors.
- Indblik i det humanitære arbejde i en af verdens største humanitære organisationer.
- Adgang til kurser, sparring og muligheder for at udvikle dine kompetencer.
Det er et ulønnet frivilligjob, men til gengæld bliver du en del af et meningsfuldt fællesskab, hvor du får ansvar, opbakning og mulighed for at gøre en konkret forskel.
Har du lyst til at være med?
Vi glæder os til at høre fra dig!