Center for professionsstudier søger to docenter til Program for viden og værdier i professionel praksis

VIA UC søger to docenter, der har kompetencer og engagement til at undersøge videnstyper og professionsdidaktiske spændingsfelter mellem forskning, uddannelse og praksis. Målet er at styrke uddannelsernes egenart og sætte fokus på udviklingen af professionsuddannelserne generelt og lærer og -professionsmasteruddannelserne specifikt.

Uddannelsernes og professionernes integrerede og mangfoldige kundskabsbase er i fokus, og vi vil styrke forskningen i, hvordan et integreret videnbegreb ser ud i praksis, og hvordan dømmekraft og professionel skønsudøvelse udvikles i spændingsfeltet mellem uddannelse og praksis. Som docent forventer vi, at du har interesser og kompetencer i hertil, at du er etableret som forsker og kan omsætte og oversætte forskning til uddannelsesudvikling og -forståelse. I så fald kan en af stillingerne docent i Center for Professionsstudier være noget for dig.

Vi søger to docenter, som får ansættelse og hovedparten af deres arbejdsopgaver i centeret, der er forankret under Forskningsområde for pædagogik og dannelse.

Det ene docentur opslås i samarbejde med VIA’s læreruddannelse, hvor man skal kunne varetage undervisnings- og udviklingsopgaver i 40-50 % af arbejdstiden. Samspillet mellem forskning og læreruddannelse er en central del af stillingens formål.

Det andet docentur opslås i samarbejde med VIA’s dekanområde for professionsmasteruddannelser. Som docent i denne stilling skal du kunne deltage i udvikling og undervisning på masteruddannelserne i 40-50% af arbejdstiden. Forsknings-, udviklings- og praksisbaseret professionsmasteruddannelse er en central del af stillingens formål.

Vær opmærksom på at angive hvilket af de to docenturer, ansøgningen er målrettet mod, og som du ønsker docentbedømmelse i forhold til. Skulle det være dem begge, angiv da hvilke kompetencer, der særligt kvalificerer dig til hver af de to stillinger.

Forskningsfelt

Forskningsprogrammets ambition er at udforske og udvikle forståelsen af, hvordan viden og værdier former professionel praksis og professionsuddannelser.

Med disse docenturer ønsker vi bl.a. at styrke forskningen i:

  • Professionsdidaktik og professionsmasterdidaktik
  • Kendetegn ved et adækvat videngrundlag for professionerne og betydningen heraf for uddannelserne
  • Udvikling af dømmekraft og professionel skønsudøvelse
  • Videnstyper, videnflow og forskningsbaserede læreprocesser i uddannelserne
  • Samspillet mellem viden, værdier og handling i professionel praksis
  • Reformaktuelle forskningsfelter med relevans for uddannelserne

Det er centralt, at du kan bedrive anvendelsesorienteret og empirisk forskning, som også indebærer igangsætning og ledelse af udviklingsprojekter i uddannelserne.

Du får ansvar for

  • at udvikle, gennemføre og sikre finansiering af forsknings- og udviklingsprojekter inden for de beskrevne felter
  • at omsætte forskningsviden til konkret udvikling i hhv. læreruddannelsen og på masteruddannelserne
  • undervisnings- og udviklingsopgaver på uddannelserne
  • hjemtagning af forskningsmidler til fortsat opbygning af forskningsmiljøet
  • forskningsledelse og systematisk kompetenceudvikling i programmet
  • at etablere og udvikle stærke forskernetværk lokalt, nationalt og internationalt
  • at bidrage til kvalitetsudvikling og strategiske indsatser i VIA, herunder i relation til aktuelle reformer
  • publicering og formidling af forskningsbidrag af høj og international kvalitet.

Kompetenceprofil

Ansøgeren forventes at have en ph.d.-grad eller tilsvarende kvalifikationsniveau samt stærke kompetencer inden for flere af følgende forudsætninger:

  • Indgående kendskab og kompetence til at undervise i videnskabelig metode
  • Solid forskningserfaring inden for videngrundlag og -anvendelse, professionsdidaktik og -etik eller beslægtede områder
  • Erfaring med anvendelsesorienteret og empirisk forskning i uddannelses- og professionskontekster
  • Erfaring med at koble forskning, undervisning og udvikling
  • Erfaring med forskningsledelse og hjemtagelse af eksterne midler
  • Undervisningserfaring og kompetence til at indgå i udvikling af læreruddannelsen og/eller professionsmasteruddannelserne
  • Indsigt i professioner, professionsudøvelse og professions(master)uddannelser

Arbejdssted

Hovedarbejdssted vil være på VIAs campus C i Aarhus.

Ansøgning og bilag

Det er afgørende, at du angiver hvilket docentur, ansøgningen er rettet mod, og som du ønsker at blive docentbedømt i forhold til.

Ønsker du at søge stillingen, vedhæft da følgende materialer til din ansøgning:

  • CV indeholdende dokumentation for uddannelse samt erhvervsmæssig erfaring. Herudover vedlægges dokumentation for forskningserfaring samt et pædagogisk CV, som dokumenterer undervisningserfaring og udvikling.
  • En detaljeret forskningsplan på max tre A4-sider.
  • Publikationsliste inkl. 3 udvalgte publikationer, som du ønsker inddraget i bedømmelsen. Disse tre publikationer skal fremgå tydeligt på side 1 på publikationslisten i prioriteret rækkefølge. Ansættelsesudvalg og bedømmelsesudvalget vil inddrage publikationerne i bedømmelsen.
  • Publikationerne vedhæftes så vidt muligt i den elektroniske ansøgning. Er filerne for store, kan de mailes til hr@via.dk eller sendes i fysisk form i fem eksemplarer eller gemt på en USB-nøgle til VIA University College, Hedeager 2, 8200 Aarhus N, att. HR.

Løn- og ansættelsesvilkår

Afhængig af din uddannelsesbaggrund sker ansættelsen i henhold til enten gældende overenskomst for akademikere i staten eller fællesoverenskomsten for LC/CO10 og organisationsaftalen for undervisere på erhvervsakademier og professionshøjskoler.

Ansættelsen er omfattet af Bekendtgørelse nr. 414 af 27. april 2025 om stillingsstruktur for undervisere ved videregående uddannelser på erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og maritime uddannelsesinstitutioner, samt Bekendtgørelse nr. 413 af 27. april 2025 om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse.

Link til stillingsstrukturen:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/414

Link til lektorkvalificeringsbekendtgørelsen:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/413

Stillingen er tidsbegrænset i 6 år med mulighed for forlængelse og mulighed for tilbagegangsstilling som lektor.

Ansættelse forudsætter positiv docentbedømmelse.

Interesseret?

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerleder Thomas Iskov, tisk@via.dk, tlf. 87553149.

Ansøg via vores online rekrutteringssystem.

Ansøgningsfrist: 5. maj 2026

Det forventes, at rekrutterings- og bedømmelsesprocessen tager 5-6 måneder efter ansøgningsfristens udløb.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i september 2026.

VI er VIA
VIA er en af Danmarks største uddannelsesinstitutioner med lokationer overalt i Region Midtjylland. Vi uddanner og efteruddanner bl.a. lærere, sygeplejersker, ingeniører, designere og mange flere. Vi udvikler uddannelser i tæt samarbejde med praksis. Vi er en arbejdsplads med fleksibilitet, frihed og gode muligheder for udvikling. Hvis du er nysgerrig på, hvordan det er at arbejde i VIA, kan du læse nogle af vores fortællinger her. 

I VIA værdsætter vi kompetence og talent i alle former. Vi tror på styrken i diversitet og byder alle velkomne, uanset køn, alder, etnicitet eller baggrund. Vi opfordrer derfor alle til at søge stillingen og blive en del af et inkluderende fællesskab.

Læs mere om VIA University College på http://www.via.dk/

Læs information om anvendelse af personoplysninger i forbindelse med rekruttering på dette link: https://via.career.emply.com/persondatapolitik

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex