Erfaren regnskabsansvarlig i Den Sociale Investeringsfond

Vil du have et deltidsjob, hvor du arbejder for et tydeligt formål, får ansvar, faglig indflydelse og mulighed for at udvikle regnskabspraksis i en organisation i vækst?

Den Sociale Investeringsfond (DSI) søger en erfaren og selvstændig regnskabsansvarlig, der er klar til at tage ansvar for vores regnskab og være med til at videreudvikle vores praksis i takt med, at organisationen vokser.

Om Den Sociale Investeringsfond
DSI arbejder for at skabe positive sociale forandringer gennem sociale investeringer. Vores arbejde er drevet af et stærkt formål og et ønske om at gøre en reel forskel for mennesker og samfund. Du kan læse mere om vores formål og arbejde på www.dsi.dk.

DSI har et sekretariat med 11 medarbejdere, som ledes af fondschefen og en ambitiøs og engageret bestyrelse. Alle medarbejdere samarbejder på tværs og i forskellige konstellationer. Arbejdsformen er uformel og udviklingsorienteret med fælles kontordage og mulighed for hjemmearbejde.

DSI har til huse i Thoravej 29, som er et community for ca. 25 organisationer, som arbejder med samfundsforandring. Der er adgang til spændende faglige arrangementer og et bredt felt af samarbejdspartnere samt bæredygtig frokostordning af høj kvalitet. Se nærmere her: https://www.thoravej29.dk/da.

Om stillingen
Stillingen er på 15–20 timer om ugen og kan tilpasses efter den rette profil. Vi forestiller os, at stillingen kan være attraktiv for:

  • en selvstændig, der ønsker et par faste arbejdsdage om ugen, eller

  • en erfaren regnskabsprofil, der ønsker et deltidsjob i en meningsfuld organisation.

Du får det overordnede ansvar for regnskabet og vil spille en vigtig rolle i forhold til at videreudvikle vores praksis i takt med, at organisationen vokser.

Dine primære opgaver
Kerneopgaven er regnskabsansvar og dermed det løbende regnskabsarbejde samt videreudvikle vores regnskabspraksis i takt med organisationens udvikling. Der vil være mulighed for at præge opgavesammensætningen som også kan bestå af følgende opgaver, hvoraf lønadministration har høj prioritet:

  • Udarbejdelse og udbetaling af løn,

  • Indberetninger til SKAT samt ansøgning om refusion ifm. barsel, sygdom m.v.

  • Fakturering: oprettelse og udsendelse af fakturaer samt opfølgning på betalinger

  • Udarbejdelse af årsregnskab i overensstemmelse med Regnskabsloven og eventuelle revisionskrav

  • Support til revisor, herunder klargøring af regnskabsmateriale i forbindelse med årsregnskab og revision

Derudover kan der være andre både økonomiske og administrative opgaver afhængig af din profil og organisationens udvikling.

Om dig
Vi forestiller os, at du:

  • har lyst til at bidrage til en arbejdsplads med et stærkt formål og et godt socialt arbejdsmiljø

  • har minimum 3–5 års relevant erfaring med regnskab

  • arbejder selvstændigt, struktureret og ansvarsfuldt

  • har erfaring med løn, afstemninger og regnskabsafslutning

  • trives i en mindre organisation, hvor der er kort vej fra beslutning til handling

Vi tilbyder

  • Et formålsfyldt job, hvor dit arbejde understøtter sociale forandringer

  • En tryg og ordentlig arbejdsplads med fokus på trivsel og samarbejde

  • En attraktiv arbejdsplads på Thoravej 29 i København NV

  • Fleksibilitet i forhold til arbejdstid og tilrettelæggelse

  • Mulighed for faglig indflydelse og for at sætte dit præg på økonomifunktionen

Ansættelsesvilkår
Der er tale om en deltidsstilling på 15-20 timer ugentligt med start hurtigst muligt. Du vil blive ansat efter relevant overenskomst og på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Se DSI’s lønpolitik her: https://dsi.dk/wp-content/uploads/Loenpolitik-Den-Sociale-Investeringsfond.pdf. Arbejdsstedet er Thoravej 29, 2400 København NV. Vi er åbne for dialog om, hvordan samarbejdet tilrettelægges bedst muligt.

Ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte chefkonsulent, Søren Skårhøj på ssk@dsi.dk eller på telefon 53544088.

Din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag sendes til rekruttering@dsi.dk. Mærk emnefelt med ’Regnskabsansvarlig’ senest onsdag 25. februar 2026. Samtaler finder sted i uge 10 og uge 11.

DSI opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex