Direktionssekretærer (PAere) til topledelsen i Det Grønlandske Sundhedsvæsen

Vil du være med til at forme fremtiden i Det Grønlandske Sundhedsvæsen? Har du en skarp pen, et køligt overblik og lyst til at arbejde tæt på topledelsen i sundhedsvæsenet? – Så bør du søge denne stilling.

Om os

Det Grønlandske Sundhedsvæsens direktion, bliver serviceret af direktionssekretariatet som vil være afdelingen du bliver tilknyttet. Direktionen arbejder tæt sammen med de kliniske ledelser, regions- og stabsledelser for at sikre den bedst mulige sundhedsbetjening. Driften af Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en kompleks opgave med politisk bevågenhed. Arbejdsdagene er sjældent ens, og stillingen kræver fleksibilitet og evne til at prioritere.
Vi søger aktuelt to direktionssekretærer til vores Direktionssekretariat, som refererer til kontorchefen for sekretariatet.

Hvad bliver dine opgaver?

I direktionssekretariatet får du chancen for at forme din rolle som personlig assistent (PA) for en af vores direktører. Dit arbejde bliver afgørende for, at både udvikling og drift kører glat. Du får også chancen for at være med til at etablere nye processer og strukturer. Direktionen består af en direktør, økonomidirektør, lægefaglig direktør og sygeplejefaglig direktør – du kommer altså tæt på der, hvor de vigtige beslutninger træffes.

Dine opgaver bliver blandt andet at:
  • Foretage sparring: Som sker med fagteams og direktionen for at sikre, at opgaverne løses bedst muligt.
  • Holde styr på processer: Om det handler om store strategier eller små detaljer, er du den, der har styr på det hele. Lige fra status på fremdrift, opfølgning på beslutninger og indkaldelse til diverse mødefora.
  • Udarbejde mødeforberedelse og sagsfremstillinger: Som direktørens nærmeste medarbejder vil du få til opgave at sikre mødeforberedelse, sagsfremstillinger og referater på de sagsområder, den pågældende direktør er ansvarlig for.
  • Koordinere: Kalender, møder, rejser og besøg – med overblik og overskud.
  • Arbejde i krydsfeltet mellem departementet og sundhedsvæsenet: Du får berøring med mange grene af sundhedsvæsenet og vores samarbejdspartnere.


Du bliver en del af en afdeling med masser af plads til, at du kan komme med idéer og præge vores samarbejde og arbejdsmetoder.

Hvem er du?

Måske er du nyuddannet med et stort drive, eller også har du allerede erfaring fra centraladministrationen, sundhedsvæsenet eller en politisk styret organisation – og meget gerne med ledelsesbetjening.

Vi ved godt, at ingen kan alt – men vi leder efter dig, der kan meget:
  • Er du skarp? Du har styr på detaljerne, skriver som en drøm og kan hurtigt gøre det komplekse spiseligt for andre.
  • Er du cool? Når tingene spidser til, og alle vil have din opmærksomhed, beholder du overblikket.
  • Er du en holdspiller? Du forstår, at vi når længst sammen og bygger relationer på kryds og tværs.
  • Er du klar? Til at tage fat, tænke nyt og prøve ting af – vi er et nyt team, og der er ingen gamle vaner at læne sig op ad.


Hvad tilbyder vi?

Du får ansvar fra dag ét og mulighed for at sætte dit præg på både din rolle og vores arbejdsgange.

Vi tilbyder faglige udfordringer, sparring, tæt samarbejde med beslutningstagere og en vigtig plads i et team, hvor engagement og idéer værdsættes.

Du får muligheder for personlig og faglig udvikling med opgaverne – uanset om du er nyuddannet eller erfaren. Vi vægter også et godt kollegialt fællesskab.

Er du klar til at være med til at udvikle en af samfundets kerneorganisationer? Send os din ansøgning – vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgning

Ansøgning bilagt kopi af relevante bilag skal sendes i PDF-format via https://gjob.dk/sog-job/?page=details&VID=26-3

Startdato: D. 1. marts 2026 eller efter aftale
Ansøgningsfrist: D. 4. februar 2026
Ansættelsessamtaler afholdes løbende

Kontakt

Information om stillingen kan indhentes ved Direktør, Tina Amondsen, tlf. (+299) 54 78 67, mail: TIAM@PEQQIK.GL eller kontorchef Mikkel Cuarteros-Hansen, 27 54 45, mail: MCUH@PEQQIK.GL

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og læse om dine faglige erfaringer og kompetencer i relation til stillingens indhold samt din motivation i forhold til at blive direktionssekretær i Det Grønlandske Sundhedsvæsen. Skal du flytte til Grønland, vil vi også gerne læse dine overvejelser om det.

Bolig

Der anvises bolig efter de i Det Grønlandske Sundhedsvæsen til enhver tid gældende regler.

Løn og ansættelse

Løn- og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.

Statsborgerskab

Såfremt du ikke er nordisk statsborger, gøres der opmærksom på, at ansættelsen er betinget af gyldig opholds- og arbejdstilladelse. Opholds- og arbejdstilladelse kan først ansøges ved aftalt ansættelse.

Det Grønlandske Sundhedsvæsen – Bredde, udfordring og faglig stolthed

Det Grønlandske Sundhedsvæsen hører under Departementet for Sundhed, og er organiseret i 5 regioner, 8 kliniske områder, Landstandplejen, Det Grønlandske Patienthjem og sundhedsvæsenets Driftsområde.

Søger du faglige udfordringer, er du nysgerrig og kan du lide at arbejde bredt, så er et job i Det Grønlandske Sundhedsvæsen noget for dig.

Du kan læse mere om Det Grønlandske Sundhedsvæsen på www.gjob.dk

I Grønland er der rig mulighed for at leve et aktivt fritidsliv. Om sommeren er vandring, hvalsafari, jagt, fiskeri og sejlture oplagte aktiviteter. Vinteren byder på nordlys og masser af skiløb og hvis du bor nord for polarcirklen, kan du køre på hundeslæde. I de større byer findes der masser af kulturliv med sportsklubber, kunstudstillinger, koncerter, cafeer og restauranter. Du kan læse mere om den region jobbet er placeret i på www.peqqik.gl

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex