Student til ansættelse hos Forbrugerombudsmanden
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med erhvervslivets overholdelse af den forbrugerbeskyttende lovgivning. Vi arbejder med mange retsområder og fører som udgangspunkt selv vores straffesager og civile sager. Vi lægger vægt på høj faglighed og en tæt og åben dialog med erhvervslivet, branche- og interesseorganisationer samt andre myndigheder. Hverdagen er præget af et godt socialt miljø og et uformelt og lærerigt arbejdsmiljø, hvor vi sparrer med hinanden om juridiske og strategiske spørgsmål. Vi arbejder i en charmerende tidligere fabrik i Valby med kantine og kaffe, kageklub, løbeklub, fitnessrum, fredagsbar og mange sociale arrangementer.
Du vil komme til at indgå i vores team af studenter, så du har gode muligheder for at sparre med andre jurastuderende, men naturligvis også med vores erfarne jurister.
Du vil bl.a. skulle hjælpe os med:
- Lettere sagsbehandling, fx i sager om vildledende markedsføring, greenwashing, markedsføring af e-cigaretter og tobaksprodukter eller betalingsloven, herunder besvarelse af henvendelser fra forbrugere og erhvervsdrivende, høringsbreve m.v.
- Bistand i forbindelse med tilsynsprojekter, fx undersøgelse af lovovertrædelser på internettet m.v.
- Behandling og besvarelse af aktindsigtsbegæringer efter offentlighedsloven
- Bistand i forbindelse med straffesager og civile retssager, herunder bevissikring, informationssøgning og udarbejdelse af ekstrakter m.v.
- Bistand til vores internationale håndhævelsessamarbejde
- Opdatering af vores domsdatabase og hjemmeside
- Diverse ad hoc-opgaver
Vi søger både studenter uden og med erfaring fra andre juridiske stillinger, og du er meget velkommen til at søge, uanset hvor langt du er på jurastudiet. Hvis du overvejer at skrive speciale inden for markedsføringsret eller forbrugerret, kan du hente god inspiration hos os.
Det vil være en fordel, hvis du har gennemført faget Konkurrence- og markedsføringsret, men det er ikke en betingelse.
Hvis du ønsker at høre mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte enten souschef Tanja Højrup på 4171 5303 eller tht@forbrugerombudsmanden.dk eller chefkonsulent Camilla Schaumann Nederveen på 4171 5039 eller csm@forbrugerombudsmanden.dk.
Læs mere om Forbrugerombudsmanden her.
Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og HK. Forbrugerombudsmanden er en uafhængig myndighed med sin egen bevilling på finansloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager visse sekretariatsfunktioner for Forbrugerombudsmanden (HR, IT etc.), og din ansættelse vil derfor formelt være i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Din ansøgning med CV, eventuelt eksamensbevis og karakterudskrifter sendes via styrelsens elektroniske ansøgningsmodul her. Ansøgningsfristen er den 19. januar 2025, og samtaler forventes afholdt i uge 5. Tiltrædelse pr. 1. marts 2026 eller efter nærmere aftale.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex