Dalum Landbrugsskole søger en driftsleder til udvikling af nye, grønne træningsmiljøer.

Om jobbet:

Som driftsleder får du ansvaret for den daglige drift af skolens forsøgs- og træningsarealer, herunder planlægning, tilsyn, dataindsamling og udvikling af metoder inden for jordsundhed, bio-diversitet, husdyr-integration og bæredygtig markpleje.

I samarbejde med skolens markansvarlige underviser skal du være med til at sikre, at den daglige drift, undervisningsaktiviteter og udviklingsopgaver går hånd i hånd. Du bliver omdrejningspunktet for at få teori og praksis til at mødes og arbejder tæt sammen med undervisere og elever. Selvom arbejdet er praktisk orienteret, vægter formidling og pædagogisk samarbejde højt. Du skal kunne inspirere og engagere både elever og kolleger i skolens grønne omstilling.

Arbejdet foregår på skolens afdelinger i Odense og Korinth.

Dine opgaver omfatter bl.a.:

• Planlægning og drift af forsøgsparceller og selvforsyningshaver

• Implementering af regenerative dyrkningsprincipper og komposteringssystemer

• Indsamling og anvendelse af data fra jordprøver, afgrøder og biodiversitet

• Samarbejde med undervisere om udvikling af praksisnær undervisning

• Deltagelse i netværk, erfaringsudveksling og studieture

• Løbende vedligeholdelse og tilsyn af arealer, maskiner og udstyr

• Bidrage til formidling, events og oplæg for elever, gæster og samarbejdspartnere

Vi søger en driftsleder, der:

• Har solid praktisk erfaring med jordbrug, planteavl og driftsledelse

• Har interesse for (og gerne erfaring med) bæredygtige og regenerative dyrkningsformer

• Kan arbejde selvstændigt, struktureret og med sans for kvalitet i både planlægning og udførelse

• Trives med samarbejde og kan formidle viden på en engagerende måde

• Har teknisk forståelse for maskiner, data-indsamling og digitale værktøjer

• Er nysgerrig, fleksibel og motiveret for at være en del af et projekt i udvikling

Stillingen er en del af udmøntningen af projektet "Landbrugsuddannelsen som grobund for grønne forandringsagenter", som er støttet af Novo Nordisk Fonden. Klik her - og læs mere.

Projektet er en del af skolens strategi for at skabe læringsmiljøer, hvor eleverne får hands-on erfaring med fremtidens landbrug. Projektet løber over de næste fire år. Vi tilbyder et job med stor frihed under ansvar, tæt samarbejde med dygtige kolleger og mulighed for faglig og personlig udvikling i en organisation, hvor idéer bliver omsat til handling.

Praktiske oplysninger:

Stillingen er på 37 timer om ugen med tiltrædelse 1. januar 2026 eller snarest herefter. Arbejdsstedet er Dalum Landbrugsskole, med opgaver på både Odense- og Korinth-afdelingen. Du ansættes efter gældende overenskomst, afhængig af erfaring og baggrund.

Yderligere oplysninger om jobbet fås hos markansvarlig Jens Christian Pedersen, e-mail: jcp@dalumls.dk eller afdelingsleder Line Østergaard Nielsen, tlf. 21 12 06 65, e-mail: lni@dalumls.dk.

Send din ansøgning, CV og eventuelle relevante bilag til driftsleder@dalumls.dk

Ansøgningsfrist: 21. november 2025. Samtaler afholdes i uge 48.

Dalum Landbrugsskole er én af Danmarks største landbrugsskoler med afdelinger i Odense og Korinth.

Skolen har eksisteret i mere end 130 år og har altid indtaget en markant position på grund af engagerede med-arbejdere og motiverede studerende. Der er fokus på faglighed, studiemiljø og netværk, og det er derfor, de studerende vælger Dalum Landbrugsskole. Afdelingen i Odense gennemfører EUX Landmand, Studenterforløb, 1. og 2. Hovedforløb, samt Landbrugets Lederuddannelser. Afdelingen i Korinth gennemfører 10. klasse, Grundforløbene (incl. EUX). Dalum Landbrugsskole vil også fremadrettet udbyde hele Landmands-uddannelsen og alle trin i Landbrugets Lederuddannelser. Dalum Landbrugsskole har sat bæredygtighed øverst på dagsordenen og er blevet optaget i UNESCOs Associated Schools Project (ASP-netværket) med virkning fra den 1. august 2021. Skolen kan nu kalde sig Verdensmålsskole.

Skolens motto er: "Aldrig færdig - men altid på vej".

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex