Nyoprettet stilling: Bliv DSA-vejleder og e-lærer på Absalonskolen
På Absalonskolen har vi besluttet os for at give dansk som andetsprog et kærligt og fagligt løft. Derfor kan du nu søge en helt ny stilling, hvor du som DSA-vejleder og e-lærer får mulighed for at sætte dit præg på både praksis og pædagogik – og samtidig blive en del af et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi både sparrer, griner og udvikler sammen.
Det ene ben som DSA-vejleder
Vi leder efter dig, der har styr på både DSA-didaktikken og -pædagogikken og som ikke er bange for at bruge data som dialogværktøj – både i vejledning af kollegaer og i samarbejdet med ledelsen. Du skal kunne spille dig selv og dine kollegaer gode, og du må gerne være typen, der siger “det her område vil jeg gerne være med til at forme” – for det får du nemlig rig mulighed for. Vi har nemlig brug for, at du kan vejlede DSA ind i fagene og i forhold til basis- og den supplerende undervisning. Du bliver en del af skolens PLC og får en central rolle i at udvikle den sproglige indsats på tværs af fag og klassetrin.
Vi forestiller os, at du har erfaring fra lignende stillinger, men vigtigst af alt er, at du har lyst til at være med til at forme og udvikle området – sammen med os.
Det andet ben som e-lærer
Og så er der e-lærerfunktionen. Som e-lærer vil du arbejde med elevers læse- og skriveudfordringer og ordblinde elever. Det indebærer fx at teste elever, undervisning i alternative læse- og skrivemetoder og brug af hjælpemidler, støtte og faglig vejledning og rådgivning til forældre.
Du bliver også den, kollegaerne går til, når de har brug for faglig sparring eller ideer til at skabe støttende læringsmiljøer.
Faglig sparring med erfarne folk
Selvom du står solidt på to ben, lover vi, at du ikke kommer til at stå alene. Du får adgang til lokale netværk og sparring med kommunens DSA-konsulent, og du bliver en del af en skole, hvor vi tror på, at sprog åbner verden – og at humor og faglighed sagtens kan gå hånd i hånd.
Så hvis du har lyst til at være med til at gøre en forskel for elever med forskellige sproglige udfordringer, og samtidig være en del af et fællesskab, hvor vi tør tænke nyt, så håber vi, du vil sende os en ansøgning.
Kort sagt søger vi dig, der er læreruddannet, og
- er nysgerrig på eller erfaren i vejlederrollen over for elever, forældre og kollegaer
 - kan forme og udvikle dansk som andetsprog
 - gerne har kendskab til ordblindestrategier, test og hjælpemidler
 
Til gengæld bliver du en del af Absalonskolen, der ligger smukt på toppen med udsigt over Holbæk By. Vi har en stor mangfoldighed blandt børnene, og vi tæller ca. 600 elever. Udover almenområdet huser vi også kontaktklasser samt Holbæk Kommunes modtagelsesklasser.
Pædagogisk har vi et bredt børnesyn. Vi går op i at være i øjenhøjde med både børn og forældre og sætte rammer om dagligdagen, som giver tryghed for alle.
Det lyder lige som noget for mig!
Vi glæder os til at modtage dit cv og din ansøgning (husk kopi af uddannelsesbevis) senest torsdag den 20. november 2025.
Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 26. november 2025 fra kl. 14.30.
Hvis du har nogle spørgsmål eller er nysgerrig på at se skolen, så tag endelig fat i pædagogisk leder Anne-Dorte Johansen på telefon 72 36 37 96. Vi vil nemlig meget gerne fortælle om skolen, jobbet og svare på dine spørgsmål.
Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst på området.
Tiltrædelse er pr. 1. januar 2026.
Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge stillingen uanset køn, alder, handicap, etnicitet, politiske og religiøse overbevisninger eller seksuel orientering.
Vi er 4.800 passionerede kollegaer, der hver dag servicerer Holbæk Kommunes ca. 74.000 borgere.
Vi samarbejder og bruger vores fagligheder til at skabe vigtige løsninger og yde god service for borgerne i kommunen. Vi vægter arbejdsmiljøet højt og ønsker at udvikle vores medarbejdere fagligt og personligt. Der er derfor gode muligheder for at få nye udfordringer i jobbet.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde i Holbæk Kommune.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex