Administrativ medarbejder til afregning af vandafledningsbidrag mv
Så er det måske dig, vi leder efter til vores team hos Aalborg Forsyning.
Om jobbet
Vi søger en engageret administrativ medarbejder med sans for struktur og et godt blik for data og processer.
Du bliver en del af teamet ”Byggemodning og Ledningsnet” under Vand og Spildevand. Teamet består af pt. 7 medarbejdere fra forskellige faggrupper med en bred faglighed
Hos os får du en hverdag med stor variation, masser af samarbejde – og mulighed for at sætte dit præg på opgaverne. Vi værdsætter et uformelt miljø, hvor vi hjælper hinanden, griner sammen og har det godt, mens vi leverer kvalitet i arbejdet.
Hvad handler afregning af vandafledningsbidrag om?
Afregning af vandafledningsbidrag handler om at sikre, at kunderne betaler det korrekte bidrag for det spildevand, der ledes fra ejendomme til kloaksystemet. Når en husstand eller virksomhed bruger vand, betaler de nemlig ikke kun for selve vandforbruget, men også for at få vandet afledt og renset.
Vandafledningsbidraget dækker udgifterne til drift, vedligeholdelse og udvikling af kloaknet og renseanlæg. Arbejdet med afregning handler derfor om at registrere og kvalitetssikre de rigtige data, sikre korrekte beregninger, håndtere virksomhedsaftaler og eventuelle refusioner – kort sagt, at sørge for at systemer, data og økonomi hænger sammen, så kunderne bliver afregnet rigtigt.
Dine vigtigste opgaver
Du får en central rolle i at sikre, at vores data og afregningsprocesser spiller sammen – og at både kunder og kollegaer får den bedst mulige oplevelse.
Dine opgaver vil blandt andet omfatte:
- Oprettelse af kloakstik i afregningssystemet
 - Håndtering, oprettelse og revision af virksomhedsaftaler
 - Udbetaling af refusion i henhold til virksomhedsaftaler
 - Samarbejde med kundeservice og øvrige interne afdelinger
 - Diverse administrative ad hoc-opgaver – vi hjælper hinanden, hvor der er behov
 
Om dig
Vi forestiller os, at du har en uddannelsesbaggrund som HK`er eller teknisk designer, eller på anden måde har opnået tilsvarende kompetencer gennem erfaring.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- Har erfaring fra en lignende administrativ stilling
 - Er struktureret, ansvarlig og har sans for detaljer
 - Har teknisk forståelse og kan omsætte lovstof til praksis
 - Er udadvendt, imødekommende og bidrager med godt humør
 - Er god til at samarbejde og kommunikere – både skriftligt og mundtligt
 - Kan arbejde selvstændigt, men også trives i et team
 - Er fortrolig med IT og har lyst til at lære nye systemer
 - Har kørekort
 
Kort sagt: Du er den, der får tingene til at ske – på en effektiv og ordentlig måde.
Vi tilbyder
Hos Aalborg Forsyning får du:
- En grundig oplæring med sidemandsoplæring og støtte fra erfarne kollegaer
 - Et stærkt fællesskab med fokus på trivsel, samarbejde og humor
 - En alsidig hverdag med både rutiner og nye udfordringer
 - Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst
 
Vi er en arbejdsplads, der lægger vægt på mangfoldighed og trivsel – og vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk baggrund til at søge.
Koncernsproget er dansk.
Praktisk info
- Ansøgningsfrist: 19. november 2025
 - Samtaler afholdes: uge 48
 - Ansættelse fra: 6. januar 2026
 
Interesseret?
Har du spørgsmål, eller vil du gerne vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Distributionschef vand og spildevand Johan Pedersen på tlf. nr. 41739251.
Aalborg Forsyning
Aalborg Forsyning er midt i en ambitiøs udvikling af vores forsyning. Med mere end 500 medarbejdere leverer vi hver dag varme, gas, køling og rent vand til vores kunder. Vi håndterer regnvand, spildevand med ambitioner om at bidrage til den grønne omstilling. Med afsæt i vores fælles værdier – tillid, respekt, faglighed, samarbejde og udvikling – arbejder vi hver dag på at skabe attraktive arbejdspladser med høj trivsel og produktivitet. Vi indgår i både offentlige og private partnerskaber, hvor innovation, udvikling og test er i fokus. Det sker bl.a. i vores erhvervsområde Norbis Park, hvor vi i disse år bygger og afprøver nye teknologier, der skal skabe fremtidssikker forsyning. Vi er organiseret i tre direktørområder for innovation, teknik og økonomi, og så er Aalborg Forsyning Danmarks 2. største kommunalt ejede multiforsyning.
Vores mission er at skabe tryghed og bæredygtighed – også for kommende generationer.
Fakta om Aalborg Forsyning
- 500 medarbejdere
 - 65.000 kunder
 - Mission: Vi skaber tryghed og bæredygtighed - også for kommende generationer
 - 5 værdier: Tillid, respekt, faglighed, samarbejde og udvikling
 
Læs mere om vores arbejdsplads
Kørekort:
B Almindelig bil
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex