Teknisk servicemedarbejder søges

Nørresundby Gymnasium søger en teknisk servicemedarbejder med relevant erfaring eller uddannelse (f.eks. håndværksuddannelse) til at indgå i vores pedelteam. Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse snarest muligt. Nørresundby Gymnasium har en stor grund med smukke træer og en velholdt bygning på 14.000 m2. Vi lægger vægt på at både grund og bygning fremstår smukke og er et velegnet sted til at danne og uddanne unge.

Elever, lærere og TAP-gruppe er i alt 850 personer, og bygningerne er fulde af liv og mange aktiviteter i dagens løb. En del af lokalerne har specielt udstyr, for eksempel idræt, billedkunst og naturvidenskabslokaler med en del teknik.

Nørresundby Gymnasium er der af hensyn til elevernes dannelse og uddannelse. Derfor skal alle opgaver løses under hensyntagen til eleverne og deres lærere. Ledelse og TAP-gruppe er der for at hjælpe lærere og elever så eleverne får en god skolegang med et godt udbytte. Opgaverne følger skoleåret som er varieret med undervisning, fælles arrangementer, fester, gæstearrangementer, eksamen og så videre.

Arbejdsopgaver:
  • Daglig drift og vedligehold af skolens bygninger.
  • Mindre reparationer og tilsyn med tekniske installationer
  • Opstilling til eksamener og øvrige prøver
  • Hjælp ved arrangementer, flytninger og praktiske opgaver
  • Kontakt til håndværkere og leverandører
  • Deltagelse i aftenarrangementer og øvrige aktiviteter efter behov
  • Bidrage til, at elever og ansatte møder en velfungerende og præsentabel skole hver dag
Vi lægger vægt på, at du:
  • Er serviceminded og møder elever og medarbejdere med en hjælpsom tilgang
  • Har ordenssans og kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • Behersker IT på brugerniveau. Gerne erfaring med CTS-styring
  • Har kendskab til bygningsdrift og gerne erfaring fra en lignende stilling
  • Selv synes at unge bedst dannes og uddannes gennem humor, venlighed og samtale.

Ansøgning med relevante bilag sendes til sikkerpost@adm-nghf.dk senest d. 18. november kl. 12.00.

Evt. spørgsmål kan rettes til driftsleder Søren Borup på 21 28 21 74.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex