Vi søger anæstesisygeplejersker med lyst til at varetage anæstesi primært til Hjerte-, Lunge- Karkirurgiske og kardiologiske patienter, og sekundært til anæstesi til Mave-Tarm kirurgiske patienter.
Du har mulighed for at blive en del af et dedikeret team, der vægter uddannelse, udvikling og tværfaglighed højt.

Anæstesiafsnit 2

Vi er 52 anæstesisygeplejersker fordelt i to specialeinddelte teams. Vi har fokus på at bevare specialespecifikke kompetencer, men også på hvordan vi kan hjælpe hinanden mellem specialer for at skabe fleksibilitet og variation i hverdagen. Aktuelt søger vi anæstesisygeplejersker med primær tilknytning til TV teamet, som samtidig har lyst til at bidrage til A teamet.

Team A:

A varetager anæstesi til abdominalkirurgi, ECT-behandling samt eksempelvis PTC og Coiling. I vagten varetages desuden anæstesi til øre-, næse-, hals- og kæbekirurgi. Vi assisterer til interne og eksterne transporter og har en specialfunktion i anlæggelse af specielle invasive IV adgange organiseret under et IV team.

Team TV:

TV-anæstesi er et højt specialiseret afsnit i forhold til hjerte-, lunge- og karkirurgi, og vi varetager også anæstesi til procedurer i kardiologisk laboratorium, lungemedicinsk ambulatorium, radiologisk afdeling og MAT-kald. Vi modtager akutte hjertepatienter fra det præ-hospitale team og vi er en del af sygehusets hjertestopteam, og deltager i akutte kald, når der er brug for anæstesiologisk assistance på hospitalet.

Vi prioriterer høj faglighed og godt teamsamarbejde, og gør hver dag vores bedste for, at den enkelte patient føler sig tryg og godt behandlet fra start til slut.

Vi arbejder på at blive klar til at flytte til Hospitalsbyen (HBY) i starten af 2026, og vores afsnit flytter i to etaper. Vi er en del af en stor operationsgang med i alt tre anæstesiafsnit, og vi har derfor en stor samarbejdsflade i både dagtid og vagter.

Vi har to kliniske afsnitskoordinatorer og en UU spl, som sørger for velovervejet koordinering og onboarding, så man har mulighed for at opretholde særlige kompetencer samtidig med, at man opnår et tilstrækkeligt kendskab til at være gode samarbejdspartnere for hinanden på tværs af teams. Det giver mulighed for fleksibilitet i forhold til arbejdsplan og en fornuftig fordeling af arbejdsopgaver.

Afsnittet er uddannelsessted for sygeplejestuderende, anæstesisygeplejekursister samt HU-læger og paramedicinere. Vores kliniske vejledere og uddannelsesansvarlige anæstesisygeplejerske tilrettelægger vejledningen med henblik på at skabe gode, udviklende forløb i et trygt læringsmiljø.

Vi har akutte og elektive patienter med behov for såvel højt specialiserede som mere almene anæstesiprocedurer. Mange har livstruende lidelser, men vi har også patienter med problemer af mindre alvorlig karakter. Uanset patientkategori er det afgørende for os at have den professionelle og omsorgsfulde sygeplejefaglige relation til patienten i fokus, og vi stræber efter, at hver enkelt patient oplever at blive set og være højt prioriteret. Vi vil gerne høre om, hvad der kendetegner de gode patientforløb for dig.


Vi søger en kollega
  • med en specialuddannelse i anæstesiologisk sygepleje
  • med lyst til både højt specialiseret og almen anæstesisygepleje
  • med en positiv, professionel og fleksibel tilgang til forandringsprocesser
  • som vægter faglig kvalitet og individuel omsorg for patienten
  • som tager medansvar for et velfungerende samarbejde i hverdagen og værner om et godt arbejdsmiljø
  • som ønsker at bidrage til de uddannelsesopgaver, der forekommer hos os

Hvis du ansættes
Hos os vil du få et struktureret introduktionsforløb tilpasset dine behov og kompetencer. Du tilknyttes erfarne kolleger i den første tid, som sammen med dig fokuserer på både faglig introduktion og social integration i en kultur, hvor spørgsmål og sparring er en naturlig del af hverdagen.


Herudover tilbyder vi
  • et spændende speciale præget af høj faglighed
  • altid mulighed for samarbejde og sparring med kolleger og dedikerede speciallæger
  • akutte anæstesiopgaver på hele hospitalet
  • et miljø hvor uddannelse, udvikling og undervisning prioriteres
  • fællesskab, gode kolleger og plads til forskellighed

Hos os

Vores mødetid er fra 7:30 – 15:00. Vi har senvagter til 16:15, 17:15 og 18:15. Vi er 4 i vagt, som møder kl. 14:45 med effektiv tjeneste til 22:45 på TV og 01:00 på A efterfulgt af rådighedsvagt fra vagtværelse til kl. 7:30. Hvordan vagtstrukturen bliver i HBY er under afklaring.

Vi arbejder med grundplan over 16 uger. Vagtplanlægningen varetages i et samarbejde mellem en dedikeret vagtplanlægger og de kliniske afsnitskoordinatorer, som har et godt blik for, hvad der sikrer en smidig drift i hverdagen. Individuelle ønsker til vagtplanen prioriteres højt, under hensyntagen til fællesskabet.


Hvis du har spørgsmål
Kontakt ledende oversygeplejerske Merete Isaksen Dietz på tlf. 97 66 17 22 / 30 56 75 32 eller via mail: mli@rn.dk hvis du har lyst til at vide mere. Du er også velkommen til at besøge os eller få en følgedag i afsnittet.

Praktisk
Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst mellem Regionen og DSR. Stillingen er på 37 timer.
Der er ansøgningsfrist den 17-11-2025. Tiltrædelse ønskes den 01-01-2026 eller efter aftale.
Vi forventer at afholde samtaler den 24. november 2025.

Arbejdssted
Dit primære ansættelsessted vil være ved Anæstesiafsnit 2 i Aalborg. Dit ansættelsesområde er Region Nordjylland med tjeneste ved Aalborg Universitetshospital, Anæstesi Aalborg. Det kan blive aktuelt at skulle gøre tjeneste ved andre afsnit under Anæstesi Aalborg, jævnfør det overenskomstmæssige varsel for ændring af vagtplan.
Forud for en ansættelse vil der blive indhentet referencer.


----------------------------------------------------------------------------------
I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex