Konsulent til flådestyring i Viborg Kommune
Så er det måske dig, vi søger som konsulent til en nyoprettet og spændende stilling i Sekretariatet, Teknik & Miljø, hvor du kan sætte dit præg fra start.
Vi tilbyder en afdeling med et højt tempo, højt humør og plads til idéer. Vi arbejder med afsæt i tillid, faglighed og fælles ansvar og tror på, at de bedste løsninger opstår i samspillet mellem mennesker.
Om jobbet
Du varetager udvikling og drift af Viborg Kommunes nye flådestyringssystem. Du får en central rolle i implementeringen af systemet, samtidig med at du faciliterer og understøtter tværgående processer, der sikrer et overblik og optimal udnyttelse af kommunens bilpark.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- udarbejde procedurer og vejledninger for system og arbejdsgange
- standardisere udbud, vedligehold og service mv.
- analysere og afrapportere på kørselsdata og vurdering af kørselsbehov
- bistå nøglepersoner i direktørområderne i forbindelse med f.eks. indkøb og salg af biler, etablering af nye ladestandere, leasingaftaler mv.
- bidrage til udvikling af BI-løsninger og automatiserede processer.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk baggrund – fx inden for databehandling, digitalisering eller controlling, kombineret med kendskab til facilitering, procesunderstøttelse og tværgående samarbejde.
Vi lægger vægt på, at du:
- har erfaring med analyser og databearbejdning som grundlag for beslutninger og optimering
- har stærke relationelle og kommunikative kompetencer
- er idérig og opsøgende
- formår at skabe fremdrift i processer og understøtte samarbejdet på tværs
- har blik for både detaljer og helheder
- er god til at skabe overblik og systematisere
- motiveres af at tage ansvar og forme egen stilling i takt med, at opgaver og behov udvikler sig
- har blik for optimering og udvikling, f.eks. af nye digitale løsninger
Kendskab til arbejdet i en kommunal eller offentlig forvaltning kan være et plus.
Nyuddannede opfordres også til at ansøge.
Om arbejdspladsen
Du bliver en del af et serviceminded sekretariat på 15 medarbejdere, som understøtter Teknik & Miljø på flere områder. Vi arbejder med organisationsudvikling, kommunikationsopgaver, digitalisering, GIS, betjening af politiske udvalg, ledelse og MED-systemet, økonomistyring og udviklingsopgaver på tværs af forvaltningen. Derudover varetager Sekretariatet kontraktstyring på rengørings- og kørselsområdet samt myndighedsopgaver indenfor ejendomsskat.
Du får din daglige gang i et flot og moderne rådhus med åbent kontormiljø, i et godt socialt og fagligt miljø, hvor fælles ansvar, helhedstænkning og god service er nøgleord i samarbejdet.
Løn og ansættelsesforhold
I henhold til gældende overenskomst. Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse snarest muligt og senest pr. 1. januar 2026.
Ansøgningsfrist og samtaler
Hvis stillingen lyder som noget for dig, modtager vi gerne din ansøgning senest søndag den 16. november. Samtaler forventes afholdt mandag den 24. november.
Vil du vide mere?
For nærmere oplysning er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Gitte Vestergaard, tlf. 87 87 50 17, eller specialkonsulent Charlotte Brandt Bohnstedt, tlf. 87 87 55 09.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex