Brænder du for at arbejde med børn, unge og familier, så har vi stillingen til dig.

Børne- og Ungeambulatoriet i Slagelse søger klinisk diætist.

Dine arbejdsområder vil primært være indenfor vejledning i diabeteskost, ernæringsoptimering, fødevareallergier, sondeterapi- og ernæringsplaner til børn med diverse sonder, trivsels- og vægtkontroller. Derudover vil dit arbejde bestå i, at gå tilsyn på de indlagte børn på vores sengeafdeling.

Som diætist i Børne- og Ungeambulatoriet vil du være en del af diabetesteamet. Vores diabetesteam består desuden af sygeplejersker, læge, socialrådgiver og sekretær. Vi behandler børn og unge i alderen 0-18 år med diabetes type 1 og 2. Vi er langt i brugen af diabetesteknologi og anvender udover sensorer og insulinpumper også insulinpenne i behandlingen. Vi har et tæt samarbejde i teamet omkring den enkelte families behov og trivsel. Du vil indgå i undervisningsteamet til den indlagte nye diabetiker samt i gruppekonsultationer i ambulatoriet. Vi indgår i diverse udviklingstiltag sammen med Steno Diabetes Center.

Du vil også være en vigtig del af sondeteamet, hvor du sammen med de øvrige fagpersoner, står for at opstarte og tilpasse ernæring til børn med ex nasalsonde og PEG sonde. Det er børn med særlige behov, og der er derfor ofte flere faktorer der spiller ind på barnets livssituation.

Dit arbejde består af selvstændige konsultationer med vejledning samt opfølgning på behandlingsplaner. Derudover vil du fungere som sparrings- og samarbejdspartner til sygeplejersker og læger i deres specialeambulatorier.

Vi indgår alle i et tæt samarbejde med familierne - og på tværs af specialerne, og vægter pædagogik og kommunikation i børnehøjde meget højt.

Vi er en glad Afdeling med fokus på et godt fagligt og socialt arbejdsmiljø. Vi lægger stor vægt på det tværfaglige samarbejde, og i at skabe et fagligt udviklende arbejdsmiljø. Vi holder frokostmøder med intern undervisning og forventer at du også vil undervise og opdatere personalet i relevante områder indenfor ernæring. Selvom du er eneste diætist i Afdelingen får du mange gode og engagerede kollegaer, og indgår i et fagligt fællesskab, hvor der er mulighed for et tæt samarbejde med Regionens øvrige børnediætister.

Vi søger en diætist der:

  • Er interesseret i en 4-dages arbejdsuge
  • Har autorisation som klinisk diætist, gerne med børneerfaring.
  • Kan arbejde selvstændigt og har gode samarbejdsevner.
  • Har gode kommunikationsevner og mestrer familiesamarbejdet.
  • Er engageret og imødekommende og kan arbejde sammen med forældrene omkring behandlingen af deres barn.
  • Kan håndtere gruppeundervisning.
  • Er initiativrig med lyst til udvikling og besidder et godt overblik.

Herudover skal du være IT-kyndig og frisk på virtuelle konsultationer. Vi arbejder i Sundhedsplatformen (SP), og oplæring vil finde sted.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt torsdag d. 6.november 2025

Har du spørgsmål til stillingen eller har du lyst til at komme på besøg i Børne- og Ungeambulatoriet, så er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Bettina Larsen på 23258206.

På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse sætter vi en ære i at samarbejde på tværs af afdelinger, sygehuse, kommuner og praktiserende læger, fordi det gavner vores patienter. Derfor hedder vores strategi også "Sammen er vi bedst".

Vi har stor tillid til vores medarbejdere og tror på, at åbenhed og frihed skaber udvikling og nytænkning i dagligdagen, så der bliver kortere vej fra ord til handling.

Vi arbejder aktivt med bæredygtighed på flere planer. Både hvad angår miljø, men også omkring vores behandlingsforløb og arbejdsgange. Og kan vi gøre tingene smartere, gør vi det.

Vi lægger stor vægt på, at vores medarbejdere trives. Derfor har vi fokus på såvel tryghed og udviklingsmuligheder, balance mellem arbejde og fritid og en veltilrettelagt onboarding.

Alt det mener vi, er med til at skabe arbejdsglæde hos medarbejderne. En arbejdsglæde, der også er med til at skabe tryghed og tilfredshed hos dem, vi er her for - nemlig patienterne.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex