PÆDAGOG TIL SPECIALGRUPPERNE I PILETRÆET ISHØJ
Vil du være en del af et team, hvor der er højt til loftet, plads til forskellighed og pædagogikken er i højsædet? Så er denne stilling noget for dig.
Vi søger en omsorgsfuld, nærværende, engageret og faglig stærk pædagog til vores specialgruppe. Brænder du for arbejdet med børn med særlige behov. Rettes dit blik mod børneperspektivet i alle dagens gøremål og kan du bidrage med pædagogisk faglighed, refleksion og handling? Så er det dig vi leder efter.
Piletræet er en integreret daginstitution beliggende i Vejleåparken i Ishøj, som modtager børn i alderen 0-6 år og rummer børn med mange forskellige etniske tilhørsforhold. Piletræet består af 3 huse og 3 legepladser.
Der går ca. 135 børn i Piletræet, fordelt på 3 vuggestuegrupper, 4 børnehavegrupper og 2 specialgrupper. Specialgrupperne er normeret til 6 børn pr. gruppe.
Vores specialgruppe er et lille trygt fællesskab for børn med særlige behov, inden for autismespektrum, ADHD, retardering og andre udviklingsforstyrrelser. Vi arbejder målrettet med struktur, forudsigelighed, genkendelighed og individuelle støttebehov, så hvert enkelte barn får mulighed for trivsel og udvikling i eget tempo. Vi er en faglig stærk personalegruppe, som har et godt samarbejde i de enkelte huse og i vores arbejde på tværs af husene.
Vi søger 1 pædagog, gerne med erfaring eller kendskab til autismespektrumsforstyrrelser med lyst til at arbejde med sanseintegration og alternativ kommunikation, såsom tegn til tale, PODD, talemaskiner og boardmaker. En pædagog der kan skabe struktur, forudsigelighed, genkendelighed og en tryg hverdag for børnene. Støtte børnene i sociale og personlige udviklingsprocesser og derved gøre dem livsduelige. En pædagog, der både kan arbejde selvstændigt med en lille gruppe børn og fælles med hele børnegruppen, hvor der skabes tryghed for børnene. I disse pædagogiske fællesskaber er det vigtigt at kunne justere sig efter børnene og derved kunne aflæse og afkode børnenes behov og intentioner. Flere af vores børn er nonverbale. I det daglige arbejde med børnene er det vigtigt at man kan udvise ro også i presset situationer.
Vi har et tæt samarbejde med forældre og tværfaglige samarbejdspartner. Til specialgrupperne er der tilknyttet tale- høre konsulent, fysioterapeuter og ergoterapeuter. Her er det individuelt hvilke børn, der har behov for hjælp af de eksterne samarbejdspartnere.
Vi har løbende kompetenceudvikling, og alle pædagoger i Ishøj uddannes i ICDP inden for de næste par år. Vi har mentorordning ved opstart i ny stilling.
Løn og ansættelsesforhold sker ifølge overenskomst med mulighed for forhandling af kvalifikations- og funktionsløn. Stillingerne er på op til 37 timer ugentligt.
Ansøgningsfrist d. 27. oktober 2025. Vil du gerne aftale et besøg, så er du mere end velkommen til at kontakte os på telefon 43574170. Spørg efter Leder Anne-Marie eller pædagogfaglige ledere Nathasja eller Birgitte
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex