Pædagoger eller pædagogiske assistenter til Aktiviteten på Autismetilbuddet Kelsbjergvej
Vi søger pædagoger eller pædagogiske assistenter til Aktiviteten
Velkommen til Autismetilbuddet Kelsbjergvej - et nyopført bo- og aktivitetstilbud for voksne med moderat til svær autisme, beliggende i skønne omgivelser ved Fangel, i det sydlige Odense. Her skaber vi rammerne for et meningsfyldt liv med læring og fællesskab i et rehabiliterende tværfagligt miljø.
Vi søger flere pædagoger eller pædagogiske assistenter til spændende stillinger med gode faglige udfordringer, og hvor du skal sætte din faglighed i spil.
De første skridt er taget på Kelsbjergvej. Stillingerne er spændende, da du får en unik mulighed for at være medskaber på kultur, traditioner og fremtiden på din nye arbejdsplads, når vi i et tværfagligt miljø skaber et helt nyt og højt specialiseret autismetilbud med kerneopgaven i fokus skal du bidrage med din pædagogiske viden indenfor det pædagogiske område. Så har du modet og lysten til at bygge noget nyt op, så er du den vi søger! Kom og vær med til at gøre en forskel.
Vores fokus, og det du skal arbejde ind i, er, i rolige og trygge omgivelser, at støtte den enkelte i at leve et så uafhængigt og meningsfuldt liv som muligt.
Når du ansættes på Autismetilbuddet Kelsbjergvej, ansættes du ind i et tværfagligt team, som du har din daglig gang med. Selvom du er tilknyttet aktivitetstilbuddet, bliver du medskaber af en arbejdsplads, i et forpligtende fællesskab, og har en fælles stolthed ved, at være ansat på Kelsbjergvej.
Samtidig med, at du bidrager med din faglighed og arbejder for vores fælles kerneopgave, er det vigtigt for os, at du bidrager til at spille dine kollegaer gode, bidrager til arbejdsglæde og resultatskabelse, og forstår den rolle du spiller i et rehabiliterende miljø.
Aktivitetstilbuddet på Kelsbjergvej ligger i hovedbygningen, sammen med vores køkken og vores administration. Aktiviteten har plads til 40 borger, heraf 12 særforanstaltnings pladser, som er tiltænkt til borger med et særligt højt støttebehov, herunder bl.a 1:1 støtte samt et stimuli fattigt miljø.
Botilbuddet på Kelsbjergvej består af fire huse, hvoraf to huse er etableret som særforanstaltninger for borgere med et støttebehov, der overstiger den ordinære støtte i dagligdagen. Disse huse er opført med henblik på at imødekomme behov for at leve i et miljø med stærkt begrænset stimuli. De to øvrige huse, understøtter i højere grad behov for stimulerende og udviklende fællesskaber.
De første borgere er flyttet ind i foråret 2025. Der er 35 boliger jf. serviceloven § 108 og 40 aktivitetspladser jf. serviceloven § 104. Vi er omkring 90 ansatte.
Om at arbejde på Kelsbjergvej
”Kelsbjergvej åbnede dørene for borgere i april 2025. Som ansat på Kelsbjergvej er man med til at tilrettelægge, udføre og afprøve kendte aktiviteter samt nye aktiviteter, i samarbejde med borgeren. Udgangspunktet er rehabilitering og med et solidt samarbejde gennem tværfagligt arbejde med ens kollegaer.
Dagene er aldrig ens, det er et spændende og indholdsrigt pædagogisk arbejde, hvor man får brugt sine kompetencer, hvad enten man er social- og sundhedsassistent, pædagogisk assistent, pædagog, ergo- eller psykomotorik terapeut. Her er der rig mulighed for man som ansat kan sætte fagligt præg”.
Vi tilbyder
- Et spændende og udfordrende arbejde i et højt fagligt miljø
- Muligheder for efter- og videreuddannelse
- Et målrettet arbejde med udgangspunkt i borgernes hverdagsliv
- Uddelegering af diverse ansvars- og udviklingsopgaver
- Engagerede kollegaer
- Introvagter, hvor du får en grundig introduktion i arbejdet, samt en kursusdag for nyansatte, hvor du får viden om autisme
- Teammøder/personalemøder
- Faglig supervision
- Tæt samarbejde med døgndelen, pårørende samt eksterne samarbejdspartnere
Vi forventer til gengæld, at du:
- Er pædagogisk uddannet, enten som pædagog eller pædagogisk assistent
- Har eller ønsker at tilegne dig kendskab til mennesker med autisme
- Kan støtte den enkelte borger og tilpasse/graduere støtten løbende i forhold til den enkelte borgers ønsker, behov og ressourcer
- Er robust, og kan arbejde omkring borgere, hvor udadreagerende adfærd kan forekomme
- Kan arbejde ud fra en rehabiliterende referenceramme, dvs. opstille mål og arbejde struktureret, systematisk og målrettet
- Har kvalifikationer i håndtering af IT-systemer
- Er tydelig i kommunikation, både verbalt og non verbalt
- Er dynamisk, åben, faglig nysgerrig, anerkendende og motiverende
- Er en god samarbejdspartner, der kan reflektere over egne og kollegaers handlinger, tænke positivt, kreativt og fremadrettet
- Kan arbejde selvstændigt samt indgå i et teamsamarbejde
- Er sikker i faglig og skriftlig dokumentation
- Er i besiddelse af kørekort
Stillingerne er som udgangspunkt 32 timer ugentlig eller efter aftale. Arbejdstiden ligger mandag til fredag i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 15.30. Tiltrædelse er snarest.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vil du vide mere?
For yderligere oplysninger om jobbet, er du velkommen til at kontakte assisterende rehabiliteringsleder Morten Lundshof på 29 36 69 75.
Det praktiske
Ansøgningsfrist er den 27. oktober 2025. Vi afholder løbende samtaler.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex