Områdechef til Dagtilbud
Er du en engageret og ambitiøs leder, der kan bygge videre på et velfungerende og stærkt fundament og sikre en positiv og god udvikling på dagtilbudsområdet i Rudersdal Kommune? Så er det måske dig, vi søger.
Om JobbetSom områdechef for Dagtilbudsområdet får du det overordnede ledelsesansvar for den daglige drift, herunder personaleledelse, økonomistyring samt ansvaret for den strategiske og faglige udvikling af området. Du bliver en del af områdechefgruppen med direkte reference til direktionen.
En central del af jobbet er at sikre kvalitet, sammenhæng og et godt læringsmiljø for børn i alderen 0 år til skolestart. Dermed at forene den daglige drift af dagtilbudsområdets almene ydelser med den fortsatte udvikling af fremtidens velfærdsydelser, så alle børn får de bedst mulige betingelser for trivsel, læring og udvikling i deres tidlige år.
Der er derfor flere fokusområder for det fremadrettede arbejde:
Udvikling og implementering af NEST-pædagogik
- Du skal sikre videreudvikling af arbejdet med NEST-pædagogik; omlægge flere børnehuse til NEST-pædagogik for at understøtte, at flere børn kan rummes i de almene dagtilbud.
Tværfaglige samarbejder og fælles løsninger
- Du skal bidrage til realisering af den administrative strategi “vi lykkes kun i fællesskab”, med fokus på tværfagligt samarbejde og fælles løsninger på tværs af fagområder. Særligt samarbejdet med skoleområdet og børnesocialområdet om deltagelsesmuligheder for alle børn, hvilket er et led i kommunens strategi for at rumme flere børn i den almene skole.
Kapacitet og ressourcestyring
- Du skal sikre udviklingen af dagtilbudsområdet med fokus på løbende kapacitetstilpasning i forhold til forventet faldende børnetal.
- Du skal have et løbende fokus på rekruttering og tilknytning af de rette medarbejdere i børnehusene i en fortsat udfordrende rekrutteringssituation.
Strategisk ledelse og politisk betjening
- Du skal bidrage til den strategiske styring og udvikling af kommunen i regi af områdechefkredsen i samarbejde med direktionen.
- Du skal indgå i den politiske betjening af borgmester og Børne- og Skoleudvalget med fokus på strategisk udvikling af dagtilbudsområdet.
Du har stor interesse for, viden om og ambitioner på Dagtilbuds vegne. Du har stærke ledelsesmæssige og personlige kompetencer, pædagogisk indsigt og en god forståelse for økonomi- og ressourcestyring på dagtilbudsområdet. Du skal kunne sikre den rette balance mellem udvikling og drift og samtidig have et solidt overblik, som gør dig i stand til at uddelegere ansvar og træde til med støtte, når behovet opstår.
Du skal kunne formidle dagtilbudsområdets arbejde, resultater og målsætninger på en måde, der skaber opbakning, følgeskab og forankring både internt i organisationen og i kommunen. Du kan navigere i en kommunal og politisk styret kontekst og du vægter kvalitet og ordentlighed højt.
Derudover lægger vi vægt på at:
- Du har et stort kendskab og engagement i forhold til børns trivsel, læring og udvikling.
- Du har en bred ledelseserfaring herunder erfaring med ledelse af ledere.
- Du kan skabe overblik, sætte retning og prioritere.
- Du har en inkluderende ledelsesstil, et positivt mindset og evner at skabe inspirerende og frugtbare ledelsesrum.
- Du kan sparre fagligt og ledelsesmæssigt både med ledere og direktøren for Dagtilbudsområdet.
- Du kan det forvaltningsmæssige håndværk, samt har kendskab til gældende lovgivning og dagtilbudsloven.
Kendskab til Rudersdal Kommune vil blive set som en fordel. Personlighed og mindset er dog det vigtigste.
Om dagtilbudsområdetDagtilbudsområdet består af dagplejen, 35 kommunale børnehuse, der er fordelt på 5 geografiske områder med hver én områdeleder, samt frokostordningen. Hertil kommer 5 selvejende institutioner og et sekretariat, der har ansvar for den pædagogiske konsulentfunktion og den administrative ledelse af området. Økonomiopgaven og IT og digitaliseringsstrategien er centraliseret og områderne services her af Koncernøkonomi og IT- og Digitalisering.
I Dagtilbud er uddannelse en selvfølge – ikke et gode. Vi ved, at høje ambitioner kræver høj faglighed. Derfor tilbyder vi de bedst mulige vilkår for både kompetenceudvikling og videreuddannelse. Vi har som noget særligt valgt, at alle ansatte kommer på kompetenceudviklingsforløb i den styrkede pædagogiske læreplan, der er tilrettelagt i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og Professionshøjskolen Absalon. Vi arbejder med datainformeret ledelse, hvor kvalitative metoder som sprog- og dialogvurderinger anvendes til at fremme pædagogisk praksis. Derudover vægtes inklusionsindsatsen højt, og der afsættes midler specifikt til at understøtte dette arbejde, hvor der bl.a. arbejdes med Nest pædagogik. Fokus er på at skabe en fælles indsats, der både forebygger og tager hånd om udfordringer tidligt.
Du kan læse mere om dagtilbudsområdet på vores hjemmeside: Om dagtilbudsområdet samt Bliv pædagog i Rudersdal Kommune og læse Rudersdal Kommunes børne og ungepolitik her: Børne og ungepolitik
Om Rudersdal KommuneRudersdal Kommune er en attraktiv og spændende arbejdsplads i udvikling med et ønske om et tættere strategisk samspil mellem områder og enheder. Hos os må det gerne være både meningsgivende og sjovt at gå på arbejde. Ledelsesrummet er stort; medarbejderne er fagligt dygtige og dedikerede og lever op til et stort, delegeret ansvar.
Vi tror på, at vi kun lykkes i fællesskab. Det er vores mål, at alle kommunens medarbejdere og ledere i alle opgaver - og i fællesskab - arbejder for at skabe bæredygtige løsninger, der giver værdi for borgerne, virksomheden og det samfund, vi er en del af. Se vores film om Rudersdal Kommunes strategi og værdier ”Vi lykkes kun i fællesskab” her
AnsættelsesvilkårLøn- og ansættelsesvilkår i henhold til chefaftalen og med start den 1. december 2025.
Ansøgning, samtale og kontaktVi forventer at holde samtaler på følgende dage:
- Første samtalerunde mandag den 20. oktober 2025
- Anden samtalerunde mandag den 27. oktober 2025
Der må påregnes tid til test og case mellem de to samtaler.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte
Birgitte Lundgren, kommunaldirektør på telefon 72681060
Thomas Bille, vicekommunaldirektør på telefon 72681020
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex