Projektmedarbejder på 30 timer om ugen søges til opgaver i Region Syddanmark i perioden d. 01.11.25-31.12.26
Det Grønlandske Hus i Odense (DGH-Odense) søger en projektansat til spændende og selvstændige opgaver. Det Grønlandske Hus er ét af fire Huse i Danmark, som løser serviceopgaver for borgere med grønlandsk baggrund inden for rådgivning, vejledning, bisidning og brobygning på socialområdet, og som rådgiver danske og grønlandske myndigheder, organisationer og privatpersoner i Region Syddanmark. Huset har desuden uddannelsesvejledning og kulturformidling.
Arbejdsområde:
Vi søger en dygtig projektmedarbejder inden for formidling og koordinering i perioden d. 01.11.25-31.12.26. Det er en forudsætning for at søge stillingen, at du har grundigt kendskab til såvel grønlandske som danske kultur- og samfundsforhold. Du får base på vores hovedkontor i Odense, hvor du har opgaver, ligesom du bliver udekørende i Region Syddanmark. Ansættelsestiden er 30 timer pr. uge i gennemsnit med mulighed for øgning i tid.
Du skal være lidt af en blæksprutte, da arbejdsopgaverne er tredelte og består af:
1: KULTURFORMIDLING: Du skal udvikle informationsmateriale herunder PowerPoints, etablere netværk og holde oplæg og dialogmøder i Region Syddanmark for fagfolk ved sundheds- og kommunale myndigheder, herberger, krisecentre, NGO’er/civilsamfund, erhvervsnetværk og uddannelsesinstitutioner. Formålet er at klæde deltagerne på, så de får et større kendskab til grønlandsk kulturbaggrund og samfundsforhold og bliver bedre klædt på til at samarbejde med herboende grønlandske borgere.
2: MENTORORDNING: Du udvikler og koordinerer et mentortilbud for grønlandske studerende på videregående uddannelser. De studerende matches med (ansatte) mentorer på studiet, som du skal være med til at rekruttere på SIMAC i Svendborg, SDU i Odense samt på UCL i Odense og Vejle.
3: KOORDINERING AF FRIVILLIGT ARBEJDE I DGH-ODENSE: Du koordinerer rekruttering af frivillige, matcher frivillige og brugere, planlægger kurser og tager dig af administrative opgaver i forbindelse med det frivillige arbejde i huset herunder organisering af det frivillige arbejde i husets netværkscafé om torsdagen.
For alle tre arbejdsområder gælder, at du står for planlægning og udførsel herunder PR. Relevante kollegaer og ledelsen hjælper med at klæde dig på til opgaverne og med sparring undervejs. Dokumentation og evaluering finder sted løbende i samarbejde med ledelsen i DGH-Odense.
Vi forestiller os, at du trives med ”mange kasketter på”, og at du:
Har en relevant uddannelse, der gør dig i stand til at løfte de forskelligartede opgaver. Måske er du nyuddannet, måske har du allerede nogle års arbejdserfaring.
Arbejder med stor selvstændig i forhold til at planlægge din arbejdsdag, søge sparring og sætte handling på opgaverne.
Er vant til administrativt arbejde og har grundig skriftlighed i forhold til kommunikation med samarbejdspartnere, dokumentation og evaluering.
Har gode digitale kompetencer og kendskab til f.eks. Adobe og Canva og kan kommunikere og formidle klart i PowerPoint.
Har situationsfornemmelse og gode samarbejds- og kommunikationsevner, da du vil indgå i netværksskabelse og samarbejde med studerende, erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner, myndigheder, civilsamfund mm. på tværs af fagligheder.
Er rolig og har et godt overblik.
Er fleksibel og kan arbejde aften, da en del opgaver vil finde sted om aftenen.
Har kørekort og er indstillet på at anvende egen bil i arbejdet. DGH-Odense dækker kørsel til Statens laveste takst pr. km. Der indgår megen kørsel i jobbet, da du dækker Region Syddanmark.
Vi tilbyder dig:
Du bliver ansat i en organisation, der som den eneste i Region Syddanmark arbejder på vegne af Naalakkersuisut (Grønlands Selvstyre) med at varetage støtte til borgere med grønlandsk baggrund og yde konsulentbistand til myndigheder o.a. vedr. grønlandske forhold. Vi er en lille organisation med en flad struktur, hvor vi samarbejder tæt på tværs af fagligheder med en uformel omgangstone. DGH- Odense består af en uddannelses- og socialafdeling foruden administrationen, der er fælles med Nordatlantisk Hus, der formidler kultur fra Færøerne, Grønland og Island.
Lønnen sættes ud fra din uddannelsesbaggrund, erfaring og kvalifikationer.
Læs mere om Det Grønlandske Hus’ arbejde her på vores hjemmeside: https://www.dgh-odense.dk/da/
Kontakt og ansøgning:
Spørgsmål og motiveret ansøgning på max en side, CV samt uddannelsesbevis stiles til:
Souschef Louise Jul, telefon 2246 0405 på lj@dgh-odense.dk ved DGH-Odense.
Ansøgningsfrist fredag den 26. september kl. 12.00.
Der indkaldes til jobsamtaler i Odense løbende, så send os din ansøgning hurtigt.
Tiltrædelse: D. 1. november 2025 eller snarest derefter.
Kørekort:
B Almindelig bil
Egen bil:
Du skal være villig til at benytte egen bil i jobbet
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex