Obstetrisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital, Roskilde søger efter jordemødre til delestillinger
Fødegangen og Barselsgangen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Vi søger derfor jordemødre med lyst til at arbejde på begge afsnit i delte stillinger mellem fødegang og barsel.
Synes du, at der er jordemoderfaglig værdi i at føde med en familie, for derefter at få mulighed for at passe dem på Barselsgangen efterfølgende. Og kan du se fagligt potentiale i at bruge dine jordemoderfaglige kompetencer både på fødegangen og på barselsgangen, så har vi stillingen, der er noget for dig.
På SUH Roskilde søger vi jordemødre, der vil være med til at realisere og føre Region Sjællands ambitiøse fødeplan ud i livet!
Sunde og kompetente familier er målet. Vi ønsker at bidrage til forbedring af lighed i sundhed. For at kunne løfte denne opgave, søger vi flere jordemødre, der drømmer om at være med til at skabe trygge, sammenhængende og individuelt tilpassede forløb.
Indsatsen under graviditetsforløbet er fundamental: Den gode fødsel hviler på et godt graviditetsforløb. Den gode barsel hviler på et godt graviditets- og fødselsforløb – til dette har vi modtaget finanslovsmidler. Vi arbejder fokuseret med Region Sjællands fødeplan og dens fokuspunkter for et individualiseret og styrket graviditetstilbud. Det betyder, at vi arbejder målrettet mod at udvide det første jordemoderbesøg til at vare en time for alle gravide. Desuden arbejder vi mod at kunne tilbyde fødselsforberedelse i små hold til alle kommende førstegangsfødende, og gerne i et tværsektorielt perspektiv, da vi også ønsker at styrke dette samarbejde.
Vi søger jordemødre, der ser det hele forløb, og fagligt ønsker at udfolde sin jordemoderfaglighed i det brede felt. I delestillingen vil man få primær tilknytning til Føde- og Barselsgangen, men der er også mulighed for vagter på Afsnit for Gravide samt blive del af vores fødselsforberedelsesteam. Som en del af regionens fødeplan udvider vi ligeledes vores konsultationsområde, hvilket betyder, at vi i særdeleshed også søger efter jordemødre, der kan se sig selv i konsultationsarbejdet.
Så, brænder du for nogle af de gode jordemoderdyder, og vil være med til at udvikle disse tiltag, så hop med om bord – vi har brug for dig!
Vores personalegruppe er et hold. Vi ser store kollegiale fordele i, at vi deles om ulemperne. Jo, flere vi er til at dele, jo færre ulemper til hver. Vi arbejder med teamstrukturer, så man aldrig har følelsen af at være alene og vi udvikler os sammen. Vi har læring og udvikling i fokus. Vi værner om det gode kollegaskab, som vi er kendt for.
Vi er Region Sjællands Universitetshospital og har en størrelse der gør, at dine kompetencer indenfor den ukomplicerede, såvel som den komplicerede fødsel og barsel styrkes. Vi prioriterer at give familierne og jordemoderen tid og mulighed for kontinuitet. Som afdeling er vi store nok til, at du kan få specialistviden og vi er små nok til, at du bliver en del af et fællesskab, hvor du kender dine kolleger.
Vi kan tilbyde dig en afdeling som har fokus på:
- At skabe kontinuitet og gode patientsikre forløb – det skaber trivsel
- At styrke fagligheden hos personalet
- Et godt og stærkt tværfagligt arbejdsmiljø, hvor samarbejdet er kendetegnet ved gensidig respekt og sparring
- Det gode arbejdsmiljø og personaletrivsel
- Vagtplanlægning med respekt for den enkeltes ønsker og med fokus på det bæredygtige jordemoderliv, men hvor vi deler ulemperne mellem os. Der er mulighed for at arbejde hver anden eller hver tredje weekend.
- Nærværende og tillidsbasseret ledelse – Du er jordemoder og vi tror på dig
- At styrke fagligheden hos personalet
Fokus på dig og den gode start uanset om du er nyuddannet eller erfaren
Som nyansat får du et grundigt introduktionsprogram, som sammensættes på baggrund af dine kompetencer og dit erfaringsgrundlag. Er du erfaren, sørger vi for at få dine kompetencer i spil og du vil få mulighed for at bidrage til nye faglige tiltag.
På vores afdeling ligger svangre, fødegang og barselsgang ved siden af hinanden og personalet har et tæt samarbejde.
Hos os får du mulighed for at bruge hele din brede jordemoderfaglighed, og vi har kliniske jordemoderspecialister i tilstedeværelsesvagter og social-og sundhedsassistenter i alle vagter på fødegangen.
Vi ønsker, at du
- Brænder for det gode forløb for gravide, fødende og barslende
- Er entusiastisk i forhold til den gode ammeetablering
- Vil være med til at udvikle vores afdeling
- Er en teamspiller, som kan bidrage til det gode arbejdsmiljø
- Kan arbejde med struktur og godt humør, selv når der er travlt
- Er indforstået med at indgå i hele døgnets vagttyper
Om afdelingen
Afdelingen er en specialafdeling med ca. 2400 fødsler årligt. På Barselsgangen har vi 16 sengepladser og der er mulighed for overnattende partner. Obstetrisk afdeling omfatter desuden en fødegang med syv fødestuer og et svangreafsnit med både ambulant funktion, igangsættelser og indlagte gravide. Vi varetager specialfunktioner i Region Sjælland. Det betyder, at vi har en varieret obstetrik, masser af normale fødsler, men også komplicerede forløb. Dette afspejler sig ligeledes i patientgruppen på Barselsgangen, som til dels består af ukomplicerede førstegangsforældre, men i høj grad også af kvinder med forskellige obstetriske komplikationer.
På barselsgangen tilbyder vi indlæggelse til de familier, der skal have deres første barn med henblik på hjælp til en god start for den nye familie. Derudover har vi komplicerede barslende, der både har brug for den helt basale hjælp til amning og familiedannelse, men også kræver pleje og observationer i forbindelse med det komplicerede forløb hos mor eller barn. Vi har indlagte senpræmature børn i afdelingen, og varetager derfor også pleje og observation af børn ned til 2300g, herunder børn, der sondeernæres.
Afdelingens planlagte kejsersnit udgår fra barselsgangen, og vi er ambitiøse omkring kontinuitet, ensartet information og det gode patientforløb.
I vores barselsambulatorie, har vi kontakten til de familier der går hjem ambulant, både telefonisk og ved fremmøde til PKU, høre- og øjenscreening samt efterfødselsscreening. De indlagte familier får så vidt muligt lavet PKU samt høre- og øjenscreening på den nyfødte i afdelingen i rolige omgivelser.
Løn og ansættelsesforhold
Lønnen sammensættes ud fra en lønmodel, der gør lønforhandlinger og muligheder mere overskuelige for den enkelte og giver mulighed for tillæg vurderet efter kompetencer. Der er mulighed for at arbejde hver 3. weekend, såfremt man i et antal weekender årligt er i stand til at varetage 3 nattevagter i træk, herunder én 12-timers vagt. Der er mulighed for fast afspadsering af tillæg (”normreduktion”).
Har du lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte:
Vicechefjordemoder for Barselsgangen og Barselsambulatoriet
Camilla Høxbroe Nielsen
Tlf.: 21 30 07 04
KJS for Barselsgangen
Charlotte Jæger
Tlf.: 29 17 88 60
Onboarding-jordemoder
Marie Dybkjær Rasmussen
Tlf.: 47 32 40 15
Ansøgningsfrist d. 3. oktober 2025. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 41 med henblik på ansættelse snarest muligt derefter, efter aftale.
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex