Forstander Engsøgård Plejehjem
Overskrift
Forstander søges til Engsøgård Plejehjem tæt ved Brabrandsøen
Stillingsbeskrivelse
Drømmer du om at stå i spidsen for et mangfoldigt plejehjem, hvor du, sammen med din viceforstander og en tværfaglig medarbejdergruppe, skaber meningsfulde liv sammen med og for beboerne? Har du gejsten og viljen til at fastholde en kulturudviklingsproces, hvor vi har fokus på den personcentrede omsorg og arbejder målrettet med beboerens trivsel, psykologiske og relationelle behov? Her arbejder vi insisterende med at videreudvikle en høj faglig kvalitet, gode relationer og et godt samarbejde med beboerne, deres familier og venner.
Vi har brug for dine kommunikative og relationelle kompetencer til som forstander at skabe et trygt og fagligt miljø med plads til læring og udvikling, og hvor medarbejderne kan træffe de faglige relevante beslutninger i en dagligdag med høj kompleksitet og mange samarbejdsrelationer, både internt og eksternt
Om stedet
Engsøgård Plejehjem er et smukt beliggende direkte ned til Brabrand Sø og består af 32 boliger.
Plejehjemmets personale består af engagerede og fagligt stærke medarbejdere, som arbejder seriøst og indlevende ud fra et borgerperspektiv. Vi er præget af mangfoldighed, hvad angår både beboer- og medarbejdersammensætningen, hvilket afspejler det omkringliggende lokalsamfund og giver en god dynamik i hverdagen. Alle medarbejdere drømmer om at sikre trygge borgerforløb og en dejlig hverdag via en stærk, tværfaglig indsats kendetegnet ved kontinuerligt forbedringsarbejde og understøttelse af stjernestunder i dagligdagen for vores kære beboere. Alle medarbejdere har i foråret deltaget i kursus i personcentreret omsorg, og vi arbejder nu med at få omsat viden til praksis til gavn for alle beboere i hverdagen
Et kig ind i din hverdag som forstander
Samlet er din hverdag som forstander alsidig og præget af mange forskellige opgaver. Lad os give dig et lille kig inden for dørene:
Det er mandag morgen, og du møder dagholdet. I er alle klar til at tage fat i dagens mange forskellige opgaver. Du understøtter retningen, og sammen drøfter I de vigtigste opgaver. Med en anerkendende bemærkning ud ad døren går alle i gang.
Du går videre til et møde med en af forvaltningens kvalitetsudviklere. I skal sammen drøfte de næste skridt i forhold til plejehjemmets arbejde med flere forskellige forbedringstiltag, der er søsat. En repræsentant fra det lokale forbedringsteam deltager ligeledes.
Dit næste møde er med viceforstanderen. I skal i samarbejde have planlagt personalemøde for sammen at kunne sætte retning for medarbejdernes trivsel, faglige udvikling i forhold til plejehjemmets arbejde med triagering og personcentreret omsorg.
Senere faciliterer du et triageringsmøde, hvor I drøfter beboernes nuværende sundhedstilstand.
Sådan fortsætter dagen med spændende opgaver også afbrudt af akutte ledelsesmæssige opgaver, telefonopkald samt tilstedeværelse sammen med beboere og medarbejdere, som vægtes højt.
I nedennævnte link, kan du se, hvordan det er at være f.eks. forstander:
Bliv forstander i Aarhus Kommune - https://youtu.be/YSpu843bXQoYouTube
Kandidatens profil
Vi lægger vægt på, at du:
som forstander skal være med til at skabe rammerne for et hjem med gode fællesskaber og en attraktiv arbejdsplads. Stillingen kræver en erfaren leder, som har gode resultater med sig, og som står stærkt i sin lederidentitet. En rygsæk fyldt med ledererfaring, en lederuddannelse og sundhedsfaglig baggrund vil være et plus.
Vi har brug for en forstander:
- der gennem egen adfærd er med til at skabe en kultur, hvor værdighed og hjertevarme går hånd i hånd med trivsel og faglighed, og hvor beboere og deres familie og venner føler sig set, hørt og mødt i hverdagen. Vi vægter højt, at du har erfaring med den personcentrerede omsorg,
- der har en smittende energi og flair for at skabe et godt arbejdsmiljø med læring, motivation og faglig udvikling samt høj arbejdsglæde blandt medarbejderne, hvor du er lyttende og lydhør overfor ideer og ønsker mv.,
- der står sikkert i sin faglighed, og som håndterer komplekse situationer med ro og stort overblik,
- der vil ledelsesfælleskabet, kan arbejde selvstændigt, og som tager fat i opgaverne uanset, om det er kompetenceudvikling, kvalitet, tilsyn, økonomi eller kontakt med familie og venner, der står først for,
- der udøver ledelse i den nære kontakt med beboere, deres familie og venner og medarbejdere - og som hurtigt kan prioritere den gode balance mellem drifts- og udviklingsopgaver,
- der har flair for økonomistyring og erfaring med, eller lyst til at dygtiggøre sig i at arbejde databaseret,
- der vil bidrage proaktivt ind i fællesskabet på tværs af de syv plejehjem samt specialplejehjemmet Skovvang i Distrikt Midt/Vest. Samme forventning gør sig gældende for hele fællesskabet i Ældre og Omsorg, samt på tværs af samarbejdsrummene i de øvrige forvaltninger i Sundhed og Omsorg.
Ledelsesrum og Distrikt Midt/Vest
Du refererer til plejehjemschefen i Distrikt Midt/Vest. Sammen med din viceforstander skal du lede en kompetent medarbejdergruppe, hvor du og viceforstanderen både har et fælles ledelsesrum og ansvaret for hver jeres indsatser, baseret på både evner og motivation. Du har bl.a. taktstokken i forhold til de overordnede indsatser omkring rekruttering- og fastholdelsesindsatsen, økonomistyring, medarbejderudviklingssamtaler, beboer ind- og fraflytninger og det vigtige samarbejde med beboere og deres familie og venner. Det er dig der insisterer på systematik, fremdrift og kærlig afvikling af diverse møder med beboere og deres familie og venner, og du er optaget af, at de føler sig set og hørt.
Den øvrige opgavefordeling mellem jer som forstander og viceforstander aftales lokalt med inddragelse af plejehjemschefen.
Som forstander organiseres du i 'Ældre og Omsorg' (plejehjemsforvaltningen),
Distrikt Midt/Vest, hvor der i alt er syv ordinære plejehjem, et specialplejehjem for mennesker med demens samt fire selvejende institutioner.
Du vil indgå i et tæt ledelsesfællesskab med forstandere fra andre plejehjem, og vi er vilde med vores ledelsesfag og fungerer som hinandens sparringspartnere på tværs af distriktet.
Om stillingen
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes tiltrådt den 1. november 2025. Tidligere tiltrædelse hilses velkommen.
Lønnen er minimum 563.598,04. kr. årligt, afhængig af din sundhedsfaglige baggrund.
For alle lønninger gælder, at de er excl. pension.
Lønnen ydes i henhold til forhåndsaftale indgået mellem Sundhed og Omsorg, Dansk Sygeplejeråd-Lederforeningen, Ergoterapeutforeningen, Danske Fysioterapeuter og FOA, samt efter konkret forhandling og aftale med den forhandlings- og aftaleberettigede faglige organisation.
Øvrige løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til én af de 3 kommunale lederoverenskomster indenfor Ældreområdet – enten ”Overenskomst for ledere i kommunernes ældre-, sundheds- og handicapområde, kostproduktion mv.”, ”Overenskomst for ledende ergoterapeuter, fysioterapeuter og jordemødre” eller ”Overenskomst for ledere og mellemledere på ældre- og sundhedsområdet mv.” afhængig af ansøgerens uddannelsesmæssige baggrund.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen eller kunne du tænke dig en rundvisning på Engsøgård Plejehjem, så kontakt plejehjemschef Susanne E. Larsen på 4185 9481 / laels@aarhu.dk eller forstander Jane Thøgersen på 4185 9993 / janth@aarhus.dk.
Ansøgning:
Klik på ”søg job” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Vi forventer at afvikle jobsamtaler:
1. samtalerunde
den 11. september 2025.
I forbindelse med ansættelse af ledere og chefer anvender vi personprofilering, hvis du går videre til anden samtale, og der vil derfor være profiltilbagemeldinger
Profiltilbagemeldinger til kandidater
Den 15. eller 16. september.
2. samtalerunde
Den 18. september 2025.
I Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at vi indhenter referencer og evt. straffeattest ifm. ansættelser.
Om os:
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Vores strategi De fem ledetråde giver retning til vores arbejde og udfordrer vores adfærd og holdninger – med det simple formål, at vi hver dag bliver en smule bedre til at gøre vores arbejde til gavn for borgerne i Aarhus. Læs mere om vores strategi og forståelsesramme inden første samtale, se Lederjob (aarhus.dk)
Som ny leder bliver du mødt af et obligatorisk onboardingsprogram, og vi lægger vægt på, at alle vores ledere løbende kompetenceudvikler sig Derfor har vi både in house lederuddannelse, og der er mulighed for at tage lederuddannelsen ”Diplomuddannelse i ledelse” over en årrække.
Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser. 28.000 professionelle og passionerede kollegaer arbejder hver dag for, at vi er en god by for alle. Som ansat i Aarhus Kommune gør du visioner til virkelighed og skaber udvikling, fællesskab og trivsel. Her er der respekt for faglighed, plads til mangfoldighed og mulighed for udfoldelse.
Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex