Projektleder til Projekt Unge Navigator og styrkelse af Ungeindsatsen i Svendborg Kommune
Vil du være med til at tage ansvar for at skabe retning og muligheder for unge, der står uden for job og uddannelse – eller er i risiko for at gøre det? Har du stærke projektledelseskompetencer, socialfaglig indsigt og er du en mester i at skabe følgeskab på tværs? Så er det dig, vi søger som projektleder for Projekt Unge Navigator.
Om jobbet – tværfaglig projektnavigatør
Formålet med Projekt Unge Navigator er at reducere antallet af unge i alderen 13-19 år, som står uden for uddannelse og job. Indsatsen er forebyggende og tidligt indgribende, og retter sig både mod unge, der allerede er uden for job og uddannelse, og unge med tydelige risikofaktorer for senere frafald. Projektet er en femårig indsats skabt i et tæt fællesskab mellem Familie, Børn og Unge, Borger og Arbejdsmarked og Socialafdelingen. Det er støttet af Den Sociale Investeringsfond (DSI) og Lauritzen Fonden, som en social effektinvestering.
Projekt Unge Navigator består af to centrale og sammenhængende elementer:
- En fast ungetovholder, som støtter den unge i at navigere i forhold til uddannelse, beskæftigelse og personlige udfordringer, og som koordinerer indsatsen på tværs af uddannelses-, Social- og beskæftigelsesområdet
- Et mødested for unge, hvor der tilbydes gruppebaserede vejledningsaktiviteter, sociale fællesskaber, praktisk støtte til uddannelse og job samt brobygning til foreningslivet og civilsamfundet generelt – alt sammen i trygge og motiverende rammer.
Indsatsen bygger på et helhedssyn og en balanceret tilgang til motivation, hvor den unge har medindflydelse på eget forløb. Centralt i indsatsen står bl.a. afprøvningen af motivationspaletten, som samtale værktøj. Indsatsens klare mål er at styrke unges livsmestring, trivsel og tilknytning til uddannelse og arbejdsmarked – til gavn for både den enkelte og samfundet.
Samtidig med projektet er vi undervejs med en udvikling af vores kommunale Ungeindsats (KUI). Projektet vil indgå som en del af dette udviklingsarbejde, hvor du bl.a. vil være ansvarlig for løbende at skulle se om de opnåede erfaringer fra projektindsatserne, vil kunne styrke vores KUI yderligere. Som projektleder vil du derfor også skulle arbejde ind i KUI, hvor du konkret vil få et ansvar for ledelse af den fremadrettede udvikling i et tæt samarbejde med dels chefgruppen og afdelingsledergruppen for vores KUI. Disse består henholdsvis af Chefer og ledere fra Familie, Børn og Unge, Borger og Arbejdsmarked og Socialafdelingen.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- At have ansvar for projekt Unge Navigators drift og udvikling, herunder at facilitere et tæt samarbejde mellem de involverede kommunale forvaltningsområder og projektets eksterne tilskudsgivere DSI og Lauritzen Fonden.
- At lede og motivere et tværfagligt team af to ungetovholdere og samarbejdspartnere
- At sikre et tæt samarbejde med Svendborg Ungdomsskole om etablering og drift af Mødestedet
- At lede udvikling af og koordinering i KUI igennem dels opsamlede erfaringer fra projektindsatsen og via konkret ansvar for allerede igangsatte udviklingstrin i KUI.
- At bidrage til effektmåling, dokumentation og endelig evalueringsrapport i tæt samarbejde med projektets eksterne evaluator
- At udvikle og formidle projektets metoder og resultater
Om dig
Vi ønsker os en projektleder der fagligt:
- Har en relevant videregående uddannelse, samt projekt- eller lederuddannelse
- Har solid erfaring med projektledelse – gerne af komplekse og tværfaglige indsatser
- Har kendskab til eller erfaring med KUI, særligt målrettet sårbare unge i alderen 13-19 år
- Har erfaring med tværsektorielt samarbejde – f.eks. mellem skoler, UU, jobcenter, PPR, social- og sundhedsområdet
- Kan arbejde strategisk og resultatorienteret – med fokus på dokumentation og effekt
- Finder sociale effektinvesteringer interessant, og heraf vil kunne arbejde med resultatbaserede modeller
- Er innovativ og udviklingsorienteret – og kan omsætte idéer til praksis uden at tabe følgeskab fra medarbejdere og samarbejdspartnere
Det er ligeledes vores ønske, at vi får en projektleder der personligt:
- Evner at skabe tillid og relationer – både til medarbejdere og samarbejdspartnere
- Formår at skabe følgeskab ved at være tydelig og empatisk i sin kommunikation – også i komplekse samarbejdsrum
- Kan formå at være understøttende for en motiverende og anerkendende tilgang til unge med forskellige udfordringer
- Evner at balancere struktur og fleksibilitet, for herigennem løbende at kunne tilpasse projektet til den aktuelle målgruppe
- Kan bevare overblik og det gode humør, selvom tingene ikke går som planlagt
Om os
Du vil blive forankret under afdelingen Familie, Børn og unge, men i din hverdag vil du arbejde på tværs af hele vores KUI. Sammen med Skoler- og uddannelsesområdet, Socialområdet, Kultur- og Fritidsområdet og Borger- og arbejdsmarkedsområdet er vi nemlig i gang med fagligt at rykke os tættere på hinanden. På tværs af søjler og aldersskel, som vi ikke vil lade være barriere for et tæt samarbejde om vores fælles unge. Du vil derfor komme til en organisation med stor lyst til at ville lykkes sammen. Også selvom det ikke altid er nemt. Bag dig står en samlet chefgruppe og direktion, som vil bakke dig op i dit langsigtet arbejde med både projektet, og den generelle udvikling af KUI. Du vil ligeledes have mulighed for at kunne trække på konsulentunderstøttelse fra Staben i Familie, Børn og Unge, da vi ved det er komplekse spor vi har lagt ud, og som vi nu tilsammen skal få til at virke.
Til dagligt vil du referere til Chefen for Familie, Børn og Unge, men da du får en central rolle i at binde vores ungeindsatser sammen, så vil du i høj grad skulle være synlig og tilgængelig på tværs af ungeindsatsen i Svendborg. For at sikre dette vil du få kontorplads både i vores centrale stabskontor på Centrumpladsen, men også i vores Ungekontakt på A.P. Møllersvej 37 og endelig på Svendborg Ungdomsskole, der skal danne rammen for det nye mødested for unge og primær arbejdsplads for projektets to ungetovholdere.
Om Svendborg Kommune
Svendborg Kommune er i vores øjne en arbejdsplads af en helt perfekt størrelse: Vi er små nok til at være tæt på hinanden i et varmt uhøjtideligt fællesskab med korte kommandoveje og uden skjulte dagsordner. Og vi er store nok til at have god plads til ambitioner, høj faglighed og rige muligheder for udvikling.
Vi holder af hverdagen og insisterer på, at det skal være rart at gå på arbejde. Vi har travlt, men ikke for travlt til at hjælpe hinanden.
Vores værdier findes ikke kun på papiret, vi bruger dem faktisk som kompas hver dag. Vi møder hinanden i øjenhøjde, i dialog og med tillid, og sammen skaber vi en tryg ramme, hvor vi alle kan løse vores opgaver selvstændigt, fleksibelt og ansvarligt.
Løn og ansættelse
Stillingen er en fast stilling på gennemsnitligt 37/t ugentligt, og med ansættelse senest pr. 1. november 2025. Du vil blive indplaceret som Chefkonsulent med ledelsesansvar. Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation og på baggrund af kvalifikationer. Arbejdsstedet er Svendborg Kommune, Centrumpladsen 7, 1. th., 5700 Svendborg
Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres og børneattest vil blive indhentet. Begge vurderes i samarbejde med Svendborg Kommunes juridiske enhed.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 18. august 2025. Der afholdes to samtalerunder. Første samtale er den 28. august 2025, mens anden samtale er 18. september 2025. Mellem første og anden samtale vil der blive udarbejdet en personprofil.
Har du spørgsmål?
Så er du meget velkommen til at kontakte Chef for Familie, Børn og Unge Sandra Salman på tlf. 24 52 30 48. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Svendborg Kommune har røgfri arbejdstid. Vi ønsker, at røgfri arbejdstid skal bidrage til et sundt arbejdsmiljø for alle medarbejdere.
Velkommen til Svendborg - Øhavets hovedstad!
Svendborg har en suveræn beliggenhed midt i den skønneste natur, på kanten af det Sydfynske Øhav og med en mini-metropol, der byder på det hele. Vi tøver ikke, når vi med stolthed kalder Svendborg for Fyns kulturhovedstad. Vi har en charmerende bymidte og livlig handelsby med teatre og museer samt et rigt foreningsliv. Vores dagtilbud og folkeskoler er i top og med særligt fokus på bevægelse og sport, og vi har flere videregående uddannelser, som snart samles i et attraktivt uddannelsesmiljø ved havnen. Svendborg er placeret midt i landet med en halv time til Odense og under to timer til København og Århus. Svendborg er med sine ca. 60.000 indbyggere Fyns andenstørste kommune.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex