Stuegangsgående social- og sundhedsassistent til Klinisk Onkologisk Afdeling i Roskilde
Er du social- og sundhedsassistent med erfaring i helhedspleje og behandling af alvorligt syge patienter? Brænder du for at arbejde med kræftpatienter i et tværfagligt miljø, hvor personcentreret praksis er i fokus? Så har vi en spændende stilling til dig på Klinisk Onkologisk Afdeling, afsnit O81, i Roskilde.
Afdelingsprofil
Klinisk onkologisk afdeling i Region Sjælland varetager den medicinske kræftbehandling indenfor diagnosegrupperne lungekræft, tyk- og endetarmskræft, bugspytkirtelkræft, æggestokkræft samt brystkræft. Patienterne indlægges i sengeafsnittet til behandling og observation af komplikationer, følgesygdomme og bivirkninger, der opstår i forbindelse med deres sygdom og behandling. Vi arbejder målrettet med specialiseret sygepleje, som indebærer både akutsygepleje, palliativ sygepleje samt sygepleje til den terminale patient. Vi tilstræber altid at inddrage patientens pårørende, og ser familien som et hele.
Vi arbejder tæt sammen i en personalegruppe bestående primært af sygeplejersker og en mindre gruppe social- og sundhedsassistenter. Social- og sundhedsassistenterne varetager stort set de samme opgaver som sygeplejerskerne – herunder stuegangsfunktion og medicingivning.
Vi har mange sygeplejestuderende og assistentelever, og det vil være en fordel, hvis du er vant til at have elever og måske har uddannelse som vejleder.
Vi arbejder i tilstræbte diagnoseteams, og alle plejepersonaler og læger er tilknyttet et team.
I oktober 2026 flytter vi til nye faciliteter i Køge, og derfor er det vigtigt, at du er indstillet på at følge med i denne flytning.
Dine arbejdsopgaver
- Varetage stuegangsfunktion i samarbejde med sygeplejersker og læger
- Medicingivning, incl. IV medicinering og monitorering af patienternes behandling
- Helhedspleje og behandling af alvorligt syge og terminale patienter
- Vejledning og supervision af elever og studerende
- Tværfagligt samarbejde
- Kommunikation og samarbejde med pårørende
Vi forventer, at du
- Er uddannet social- og sundhedsassistent
- Har erfaring med kræftpatienter og komplekse plejeopgaver
- Er vant til at varetage medicingivning og stuegangsfunktion
- Er tryg ved at arbejde med alvorligt syge og terminale patienter
- Gerne har erfaring som vejleder eller lyst til at påtage dig denne rolle
- Er fleksibel og villig til at flytte med til Køge i 2026
Vi tilbyder
- Et fagligt udfordrende og meningsfuldt arbejde i en stor, specialiseret afdeling
- Et tæt tværfagligt samarbejde i en engageret og støttende personalegruppe
- Mulighed for faglig udvikling og efteruddannelse
- En arbejdsplads med fokus på personcentreret pleje og omsorg
- Gode ansættelsesvilkår og fleksible arbejdstider med weekendvagter hver 2., 3. eller 4. weekend
- Onboarding-sygeplejerske, som følger dig tæt
- Introperiode på 6 uger med daglige mentorer
- Et godt arbejdsmiljø, hvor kolleger altid møder én med hjælpsomhed og smil
- Ansættelse i 1 årig vikariat på 30-37 timer med mulighed for fastansættelse
Vi glæder os til at høre fra dig og byde dig velkommen på vores afdeling!
Samtaler afholdes den 22. august
Om os
Den 1. januar 2024 fusionerede Sjællands Universitetshospital (SUH) med Nykøbing F. Sygehus (NFS). Som et af Danmarks største akutsygehuse driver og udvikler vi sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing F. Vi har aktivitet på alle regionens sygehuse, og vi betjener alle regionens patienter med specialiserede sundhedsydelser samt tilbyder sundhedsydelser inden for 32 forskellige lægelige specialer.
Som Danmarks seneste universitetshospital søger vi at omdefinere tilgangen til, hvordan sundhedsfaglige ydelser leveres i regionen. Vi stræber efter at sikre lige sundhedstilbud for alle. Med øget fokus på uddannelse, forskning og innovation arbejder vi ud fra tankesættet om at bygge bro over afstande, etablere tværfaglige fællesskaber og bringe specialiseret behandling tættere på borgerne.
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Nykøbing F. her
Læs mere om Sjællands Universitetshospital, Køge og Roskilde her
Se video om Sjællands Universitetshospital her
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex