Natursagsbehandlere til Aarhus Kommune – en projektansættelse på to år samt en fast stilling
Vil du være med til at skabe en grøn, naturrig kommune med høj biodiversitet, så er du måske en af de to kolleger vi har brug for.
Din primære opgave vil være sagsbehandling efter Naturbeskyttelsesloven, tilsyn i forbindelse med sagerne samt registrering af natur så vi har et opdateret grundlag at foretage sagsbehandling ud fra hele året. Du får dermed et godt kendskab til naturområderne i Aarhus Kommune.
Aarhus Kommunes byråd har sat et mål om at skov og natur skal dække 1/3 af kommunens samlede areal. Det betyder flere projekter i åbent land og dermed flere sager, der skal behandles.
Vi er godt i gang med projekter, der realiserer målene i Et Grønnere Aarhus, og som skaber mere natur sammen med lavbundsprojekter i regi af Grøn Trepart.
Natursagerne er varierede, og vi søger en kollega, som brænder for at øge naturkvaliteten gennem natursagsbehandling og som evner at lande gode helhedsløsninger, der gavner naturen og giver kommunens borgere og gæster mulighed for endnu flere nære og fantastiske naturoplevelser.
I naturgruppen får du 10 kolleger, som indgår i Naturafdelingen, der med i alt 25 medarbejdere administrerer Naturbeskyttelsesloven, Vandløbsloven og Kystbeskyttelsesloven. Vores sagsbehandling skal være med til at øge biodiversiteten, løfte en grøn byudvikling med plads til vandet og beskytte grundvandet.
Afdelingens opgaver løftes ikke kun gennem myndighedsarbejdet, men også gennem vores mange forskellige natur- og vandprojekter både med kommunal og ekstern finansiering fra EU, virksomheder m.fl.
Dine arbejdsopgaverDine arbejdsopgaver vil være:
- sagsbehandling efter bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven herunder håndhævelse
- besvare interne høring af lokalplaner, byggesager mv.
- naturtilsyn med vandhuller og/eller terrestrisk natur
- vurdere planer og projekter ift. Habitatdirektivet
Alt efter dine kompetencer vil du bidrage til afdelingens andre naturopgaver og forbedring af adgang til naturen. Du vil få kontakt med mange forskellige samarbejdspartnere herunder lodsejere og andre borgere samt kolleger på tværs af kommunen.
Vi tilbyder et udviklende job og godt kollegaskab- en inspirerende, afvekslende og fagligt udfordrende arbejdsdag med et godt samarbejde på tværs af faggrupper
- råderum og muligheder for at påvirke tilrettelæggelse og løsning af arbejdsopgaverne
- et godt fagligt og socialt miljø med engagerede kollegaer, en uformel omgangstone og respekt for hinanden
- en udviklingsorienteret arbejdsplads med gode muligheder for at anvende og styrke dine kompetencer
Vi lægger vægt på, at du:
- har solid erfaring med sagsbehandling efter naturbeskyttelsesloven
- er god til dialog med lodsejere og borgere og til at kommunikere såvel skriftligt som mundtligt
- har stor viden om naturens beboere - du har måske specialistviden om planter, insekter, padder, fugle, flagermus eller andre spændende og relevante organismer.
- har erfaring med udtalelser til VVM-sager, habitatkonsekvensvurdering mv.
- kan arbejde med helhedsløsninger og bringe egen faglighed i spil i respekt for andres viden
- arbejder struktureret, selvstændigt og resultatorienteret
- er en fleksibel holdspiller, som tager ansvar for den fælles opgaveløsning
- er biolog, agronom, skov- og landskabsingeniør eller har lignende relevant uddannelse
- har kørekort
Hvis du søger projektansættelsen, er stor erfaring ikke en forudsætning. Her vil dine evner og vilje til at lære at løse nye opgaver samt dine personlige kvalifikationer være afgørende.
Vil du være en del af holdet?
Så tryk på ansøgningsknappen nedenfor og send os ansøgning og CV senest torsdag den 14. august 2025.
Vil du vide mere om stillingen, så er du velkommen til at ringe til afdelingsleder Lene Vinther Larsen, tlf.: 2920 8154 (ferie i uge 27, 28 og 30), sagsbehandler Iben Knudsen, tlf.: 4185 9795 eller sagsbehandler Thøger Nisbeth, tlf.: 2181 8076.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Vi forventer at holde samtaler i uge 34-35 2025.
Læs mere om Teknik og Miljø, hvad du kan forvente af rekrutteringsprocessen og vores generelle løn- og ansættelsesvilkår. Bliv en del af Teknik og Miljø (aarhus.dk)
Ansættelsessted er Teknik og Miljø på Karen Blixens Boulevard 7, Brabrand.
Der er tale om en fast stilling samt en projektansættelse på to år begge stillinger er på 37 timer pr. uge.
Vi har flex-tid og en række personalegoder.
Tiltrædelse kan ske snarest dog senest 1. oktober 2025.
Læs mere om Et Grønnere Aarhus Et grønnere Aarhus
Om Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er Jyllands største arbejdsplads, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus for en god by for alle.
Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Kørekort:
B Almindelig bil
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex