Er du motiveret af at sikre god digital forvaltning på universitetet, og ser du det som en essentiel del af grundlaget for den gode administrative praksis, der understøtter forskning og uddannelse ved AAU? Og er du samtidig optaget af at understøtte et samarbejdende miljø i et team, der står sammen i beslutningsprocesser og opgaveløsninger? Så bliv en del af vores team på Aalborg Universitetsbibliotek, og tag rollen som teamleder med det daglige ansvar for ESDH-indsatsen ved AAU.

Stillingen

Med ansvar for universitetets ESDH-system forestår vi arbejdet omkring udvikling, implementering og drift af ESDH-systemet på Aalborg Universitet. ESDH-teamets kerneopgave er således at sikre en høj kvalitet i den digitale forvaltning, og udbrede lovgivning og god forvaltningsskik på tværs af universitetet.

Helt centralt for vores arbejde er universitetets overordnede digitaliseringsstrategi, og vi har i tråd hermed et skarpt fokus på digitalisering og ensretning af alle administrative procedurer og processer. Aalborg Universitet anvender ESDH-systemet Workzone, og en stor del af vores arbejde er således centreret omkring dette system.

I ESDH-teamet er vi optaget af nye strømninger indenfor digitalisering og god forvaltningspraksis, hvor stærk procesunderstøttelse og automatisering af arbejdsgange fylder dagsordenen. I vores team samarbejder vi engageret på tværs af hele universitetet, og det er vigtigt for os, at udbredelsen og anvendelsen af Workzone når ud til alle.

Som vores nye teamleder vil du få ansvaret for:

  • Teamledelse med dagligt ansvar for ESDH-teamet på AAU
  • Koordinering og projektstyring af større indsatser indenfor teamets kerneaktiviteter
  • Understøtte teamets support, rådgivning og generelle udviklings- og driftsopgaver
  • Sætte retning for teamets kommunikation og samarbejde med andre enheder
  • Sikre, at det samlede team leverer en professionel ESDH-indsats, der understøtter høj kvalitet i sagsbehandling, journalisering og arkivering i det administrative arbejde
  • Drive den fortsatte udvikling af effektive arbejdsgange, strukturer og processer i teamet

Stillingen er uden personaleansvar og med reference til områdechefen.


Dine kompetencer

Du bliver en del af et team, som tager ejerskab i opgaverne, og du skal kunne lide at blive udfordret både fagligt og personligt. Du må indstille dig på at arbejde i en organisation, hvor prioritering og tilrettelæggelse af opgaver er foranderlige og dynamiske, og være klar på at have fokus på flere opgaver samtidigt.


Det forventes at du:

  • Du er god til at have overblik, koordinere og sikre fremdrift i projekter og opgaver
  • Du har stærke samarbejdsevner og går forrest i at fremme et godt arbejdsmiljø og teamkultur
  • Du kommunikerer klart og præcist, og kan stå på mål for beslutninger
  • Du er personligt engageret, vedholdende og har god gennemslagskraft
  • Du er god til at bevare roen og holde fokus – også når det blæser omkring dig

Det er en fordel, hvis du erfaring fra fagfeltet omkring ESDH, og har kendskab lovgivningen i feltet, herunder arkivlov, forvaltnings- og offentlighedsloven, databeskyttelsesreglerne og IT- og informationssikkerhed generelt.

Hvem er vi

Du ansættes på Aalborg Universitetsbibliotek og får således 50 kolleger. Stillingen er en fast stilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Vi lægger vægt på balance mellem arbejdsliv og fritid, og du har derfor også mulighed for at arbejde på distancen efter nærmere aftale.

ESDH-teamet omfatter, foruden dig, fire kollegaer. I teamet vægtes samarbejde højt, og vi bruger hinanden som sparringspartnere med det formål at opnå de bedst mulige resultater. Samtidig tager vi ansvar for egne opgaver, og har altid fokus på fremdrift og gode løsninger.

Du kan læse mere om ESDH-teamet på:

https://www.aub.aau.dk/mod-os/medarbejdere-og-teams/aau-esdh

og Aalborg Universitetsbibliotek på www.aub.aau.dk.

Ansøgning
Din ansøgning skal indeholde følgende:

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen
  • CV
  • Eksamensbevis
  • Evt. relevante bilag

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her.

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside.

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte områdechef Nils Thidemann på tlf. 9940 9399 eller mail nt@aub.aau.dk.

Øvrige informationer
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her.

Vi anbefaler, at du gemmer en kopi af stillingsopslaget, da opslaget bliver fjernet, når ansøgningsfristen er udløbet.

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Der er mulighed for forhandling af kvalifikationstillæg.

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen.

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex