Har du mod på at give en 8 årig dreng en til en voksenkontakt, støtte og glædesfulde stunder 35 timer om ugen? Så er du måske vores nye timeafløser?

Det er både givende og krævende at være timeafløser. Det kræver tålmodighed, rummelighed og overskud samtidig med, at du får meget igen og oplever glæden ved at få en stor betydning i et barns liv. Har du tiden og lysten til at påtage dig denne opgave? Så læs nærmere her!

Om stillingen
Som timeafløser bliver din primære opgave at tage dig af en kærlig, nysgerrig og viljestærk 8-årig dreng med krudt i bagenden.

Drengen er diagnosticeret med ADHD og autisme. Det betyder, at han har brug for tydelig struktur, nærvær og tryg voksenkontakt.

Til august starter han i en ny specialskole, hvor han i begyndelsen deltager tre dage om ugen i to timer ad gangen. På skoledage skal du hente ham efter skoletid og være sammen med ham frem til kl. 15.00. De resterende dage møder du ind i hjemmet kl. 8.00 og er sammen med ham til kl. 15.00.

Drengen er i øjeblikket særligt optaget af computere og alt, hvad der har med computervirus at gøre. Du kan derfor forvente, at en stor del af tiden vil blive brugt på at udforske forskellige programmer og systemer sammen med ham, lege med forestillingen om computervirus og antivirus samt tale om teknik og digitale universer. Derudover kan du indgå i små ture ud af huset eller andre aktiviteter, som giver variation i hverdagen.

Det skal bemærkes, at behovet for aflastning vil blive reduceret i takt med, at drengen får flere skoletimer.
Der kan muligvis på sigt forekomme aften- og weekendarbejde efter nærmere aftale med familien.

Stillingen kræver, at du er tålmodig, omsorgsfuld og kan skabe forudsigelighed og ro i samværet. Det er vigtigt, at du kan støtte drengen i hans interesser og motivere til deltagelse i både leg, samtale og praktiske aktiviteter i et tempo, der passer til ham.

Ansøgningsfrist
15. august 2025.

Ansættelse
Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Opgaven aflønnes af Skanderborg Kommune, og de primære arbejdsgivere vil være familien selv. Der vil blive indhentet en børne- og straffeattest forud for ansættelse.
  • Lønnen reguleres i henhold til gældende takster udmeldt af kommunernes Landsforening
  • Lønnen udbetales med timeløn månedsvis bagud
  • Der ydes fra Skanderborg Kommunes side ikke refusion af eventuelle valgte udgifter forbundet med afløsningen, disse afholdes i så fald af forældrene
  • Opstår der behov for ændring af arbejdstid, skal dette søges særskilt af forældrene ved henvendelse til Skanderborg Kommunes Specialrådgivning
  • I det omfang bevilget tid øges, nedsættes eller bortfalder, er du forpligtet til at acceptere ændringer i den aftalte arbejdstid uden yderligere varsel
  • Afløser er omfattet af Sygedagpengelovens regler om dagpenge under sygdom og barsel

Yderligere information
Ønsker du at vide mere om jobbet som timeafløser / ledsager kan du rette henvendelse digitalt via borger.dk, att. undertegnedes navn / via https://www.skanderborg.dk/politik-og-faellesskab/politikker-planer-og-standarder/boern-og-unge - vælg ”Send Digital Post til Børn og Unge”, att: Jakob Poulsen, som vil sørge for at videreformidle din henvendelse til barnets forældre.

Om Fagsekretariatet Børn og Unge
I Fagsekretariatet Børn & Unge arbejder vi med børn, unge og familier. Vi dækker således hele området for 0-18 år - lige fra de almene områder med sundhedspleje, dagtilbud, skoler, SFO/Klubber til specialområdet med PPR og sociale området med SSP og børnesocialrådgivningen.
Vores opgave i Børn og Unge er at understøtte den enkelte families bestræbelse på at skabe det gode børneliv, hvor børn og unge trives og udvikles i trygge rammer. Dette sker alt sammen under den politiske vision, at alle børn har ret til et godt børneliv med en oplevelse af glæde, tryghed, engagement, begejstring og robusthed i forhold til livets udfordringer


I Skanderborg Kommune ser du flere barnevogne, træer og søer end andre steder i landet. Her er udsigt. Ikke kun til Danmarks smukkeste natur, men også til aktive lokalsamfund, vækstvirksomheder og et foreningsliv i særklasse. Som arbejdsplads er Skanderborg Kommune kendt for flad struktur og højt til akustikloftet. Velkommen til naturligt overskud.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex