Er du studerende, og kunne du tænke dig at vejlede andre studerende om reglerne for Statens Uddannelsesstøtte (SU) og brænder du for at opnå praktisk erfaring med offentlig forvaltning og administration?

Bliv en del af et stort studentermedhjælperteam
I Center for Uddannelsesstøtte varetager vi blandt andet administration af statens uddannelsesstøtte (SU), befordringsrabatordningen og statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), herunder sagsbehandling vedrørende SU-handicaptillæg, SU til uddannelser i udlandet og SU til udenlandske statsborgere. Desuden varetager centeret kommunikation om SU til de studerende samt support og tilsyn med uddannelsesinstitutionernes SU-administration. Centeret har flere tætte samarbejdsrelationer, både internt i Uddannelses- og Forskningsministeriet og eksternt til uddannelsesinstitutionerne, andre ministerier mv. Vi er omkring 100 medarbejdere i centeret, hvoraf ca. 20 er studentermedhjælpere.

Om stillingerne
Hvis du ansættes i en af stillingerne får du bl.a.:

  • praktisk erfaring med kommunikation og formidling – primært telefonisk, men også med mulighed for erfaring med elektronisk kommunikation via e-mail
  • overblik over det store regelsæt og sagsgangene på hele SU-området
  • et basalt indblik i offentlig forvaltning og administration
  • mulighed for lettere sagsbehandling
SU-Slusen
Som studentermedhjælper i SU-Slusen bliver du en del af et team med ca. 15 andre studerende med forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Arbejdet som studentermedhjælper består først og fremmest i generel telefonisk vejledning af studerende om Statens Uddannelsesstøtte (SU) mv.

Klagesagsstudentermedhjælper – midlertidig stilling i ca. 6 måneder
Som klagesagsstudentermedhjælper i enheden Tværgående vil du blive en del af et team bestående af to andre klagesagsstudentermedhjælpere. Dine opgaver vil primært bestå i screening, registrering og øvrig håndtering af klagesagerne, herunder indhentning af dokumentation, fuldmagter og høringssvar, men der vil også være mulighed for, at du selvstændigt vil kunne udarbejde blandt andet udkast til klagesager. Du vil desuden få et tæt samarbejde med den ansvarlige medarbejder, som koordinerer klagesagsstudentermedhjælpernes arbejde, med centerets AC-team samt med øvrige medarbejdere i centeret. Der er tale om en midlertidig ansættelse i Center for Uddannelsesstøtte, hvor du vil varetage opgaverne som klagesagsstudentermedhjælper.

Studentermedhjælper i Handicapenhedens sekretariat
Som studentermedhjælper i Handicapenhedens sekretariat vil du blive en del af et team bestående af syv medarbejdere, herunder to andre studentermedhjælpere. Dine opgaver vil primært være at vejlede og besvare henvendelser fra andre studerende, bistå med at indhente og at rykke for supplerende oplysninger fra sundhedsmyndigheder og sende dem i partshøring efter forvaltningsloven, gennemgå nye ansøgninger om handicaptillæg for vedlagt dokumentation samt andre forfaldende administrative opgaver.

Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du:

  • er studerende på en videregående uddannelse
  • har situationsfornemmelse og empati, da de studerende, der ringer, kan være i meget forskellige situationer
  • finder det naturligt at tale med nye mennesker, og du har lyst til udfordringen i at vejlede de mange forskellige mennesker, der kontakter styrelsen
  • har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner, både på dansk og engelsk
  • evner at skabe overblik over store informationsmængder og kan navigere mellem forskellige informationsplatforme
  • er fleksibel og ansvarsfuld i forhold til både kollegaer og eksterne samarbejdspartnere
  • kan bevare en positiv indstilling i travle perioder
I stillingen som klagesagsstudentermedhjælper og i Handicap forestiller vi os, at du også

  • er løsningsorienteret og kan arbejde selvstændigt
  • har gode skriftlige formuleringsevner og kan formidle bl.a. svar på henvendelser og afgørelser i et præcist og letforståeligt sprog
  • er analytisk, har kvalitetssans og overblik
  • har flair for it, da administrationen er digitaliseret, og mange (klage)sager indeholder it-relaterede aspekter
Skal du være med til at forme fremtiden?
Viden former fremtiden. I Uddannelses- og Forskningsstyrelsen arbejder vi for at skabe værdi i samfundet gennem fremragende uddannelse og forskning. Hos os bliver du en del af en kultur med høj faglighed og stærk samarbejdskultur. Vi sætter studerende, forskere og borgere i centrum for arbejdet og er ambitiøse på egne og uddannelses- og forskningssektorens vegne.

Ansættelsesvilkår

SU-Slusen
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to faste hverdage med fast mødetid kl. 8.45 – 16.15. De to faste ugentlige arbejdsdage placeres mandag, tirsdag, torsdag eller fredag. De faste dage aftales, så det passer med dine studier.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Trine Sand Bjerrum på telefonnummer 7231 8355 eller på e-mail tsb@ufm.dk (kun i uge 28) eller slusekoordinator Maria Sjóvará på telefonnummer 7231 8607 eller på masjo@ufm.dk.

Klagesagsstudentermedhjælper
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to til tre faste hverdage. De faste dage aftales, så det passer med dine studier og de to andre studentermedhjælpere.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Marikka Møller Stenak på e-mail mkks@ufm.dk, eller på telefonnummer 7231 8227 fra den 15. juli til og med 25. juli. Fra den 28. juli til 31. juli kan du kontakte studentermedhjælper Mathis Jantzen på e-mail mathj@ufm.dk eller studentermedhjælper Marius Jensen på e-mail mpbj@ufm.dk.

Studentermedhjælper i Handicapenhedens sekretariat
Arbejdstiden er 15 timer om ugen, der som udgangspunkt er fordelt på to til tre faste hverdage. De faste dage aftales, så det passer med dine studier og de to andre studenter.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Pernille Kjersgaard på telefonnummer 7231 7874 eller på e-mail pak@ufm.dk i uge 28. I uge 29-31 kan du kontakte kontorfunktionær Christina Karlsson på telefonnummer 7231 8286 eller på e-mail cibk@ufm.dk.

Løn og ansættelsesforhold
Du ansættes i Uddannelses- og Forskningsministeriet efter overenskomst mellem Finansministeriet, OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten.

Stillingerne er til besættelse 1. september 2025 eller snarest derefter.

Søg stilling(erne)
Klik på knappen ”søg stillingen” eller søg via vores hjemmeside www.ufm.dk/job-i-ministeriet. Din ansøgning inkl. CV og eksamenspapirer skal være uploadet senest torsdag den 31. juli 2025.

Vi forventer at holde samtaler i uge 32 for så vidt angår stillingen i SU-Slusen, og i uge 33/34 for så vidt angår stillingerne som klagesagsstudentermedhjælper og i Handicapenhedens sekretariat.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Uddannelses- og Forskningsministeriet er medlem af foreningen Lige Adgang.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex