Pressekonsulent eller pressechef til Sundhed og Omsorg
Om jobbet:
Vil du være med til at formidle sundhed til alle og omsorg til ældre i landets næststørste kommune, og er du en erfaren pressekonsulent med brede kompetencer, så har vi en ledig stol i Sundhed og Omsorg – på landets smukkeste rådhus.
Du bliver pressens hovedindgang til Sundhed og Omsorg, og du er med til at finde de rigtige fagpersoner i organisationen og cases til pressen. Du bliver skrivende og koordinerende på pressemeddelelser og pressekontakt. Du skal være forfatter på debatindlæg, lave proaktiv presse og vil i hverdagen arbejde tæt sammen med den øverste ledelse. Din arbejdsdag vil følge pressens og bystyrets puls og døgnrytme.
Vi lægger vægt på, at ekstern og intern kommunikation er i sync, og du bliver derfor også en del af afdelingens andre interne og eksterne kommunikationsopgaver; fx sociale medier, taler eller blogs. Du vil komme omkring alle hjørner af Sundhed og Omsorgs virke, sådan at du på kort tid kan blive proaktiv, både internt og eksternt.
En stor del af din opgaveportefølje bliver også at betjene rådmanden, direktøren og den øvrige øverste ledelse på et velfærdsområde i rivende udvikling. Det er vigtigt, at du kan omsætte politik til politiske budskaber og tænke dem bredt kommunikativt.
Din profil:
Du har en relevant uddannelse inden for kommunikation, politik eller journalistik, sandsynligvis journalist. Det er et krav, at du har mindst to års professionel erhvervserfaring med pressekontakt fra et fuldtidsjob, gerne fra en større og evt. politisk ledet organisation.
Vi forventer af dig, at du:
- er en kompetent rådgiver med strategisk sans
- har erfaring og en bred kompetence inden for pressehåndtering
- kan navigere i en politisk ledet organisation og har sans for den politiske dagsorden
- er en god formidler, der har styr på vinklingen og skriver balanceret, kort og skarpt
- kan bevare overblik og fokus, også i pressede situationer
- kan kommunikationsplanlægge, både akutte enkeltsager og langsigtede projekter
- formår at tænke i helt nye kommunikationsveje og formater, så vi når ud til flere borgere
- kan slå dine darlings ihjel med koldt blod og lide at blive fagligt udfordret
- har gode samarbejdsevner – uanset hvem, du skal samarbejde med
Som pressekonsulent eller pressechef er en ambassadør åbenhed og for et konstruktivt samarbejde med pressen. Du kan læse mere om vores arbejde med konstruktiv journalistik på vores hjemmeside - https://aarhus.dk/om-kommunen/sundhed-og-omsorg/udvalgte-projekter/konstruktiv-journalistik.
Kendskab til sundheds- eller ældreområdet er naturligvis en fordel.
Stillingen besættes enten som pressekonsulent eller pressechef.
Som pressechef vil du have det faglige ansvar for det samlede presseområde, og forventes i endnu højere grad at være et fagligt fyrtårn der sikrer Sundhed og Omsorgs organisatoriske udvikling på presseområdet, samt det daglige faglige ansvar for området. Personaleledelsen vil være hos sekretariatschefen.
Du bedes angive i din ansøg, hvad du er interesseret i, samt dine overvejelse om hvorfor.
Derfor skal du vælge os:
Du får mulighed for at arbejde midt i en politisk styret organisation med stor politisk bevågenhed, og sammen med 6000 kollegaer arbejder du for at fremme sundhed, trivsel og pleje. Det er meningsfyldt og giver et smittende engagement som præger os i afdelingen.
Om afdelingen:
Du får din daglige gang på rådhuset, hvor fundamentet for arbejdsmiljøet er trivsel, åbenhed og social kapital, og hvor vi udfordrer "plejer". Den relationelle koordinering med andre afdelinger og kontorer er helt central for at lykkes med betjeningen. Du kommer til at arbejde med en flok entusiastiske kolleger i Ledelsessekretariatet. Omgangstonen er uformel, humoren er lys og vi drikker en hel del (i øvrigt ganske udmærket) sort kaffe – og vi støtter os ikke mindst til godt kollegaskab, hvor vi hjælper hinanden med både det trivielle, det udfordrende og det rigtigt svære.
Hverdagen er præget af stor omskiftelighed og fleksibilitet efter de politiske behov.
Staben for Politik, Udvikling og Kommunikation består af ca. 35 engagerede medarbejdere. Du refererer til sekretariatschefen.
Løn og ansættelsesvilkår:
Stillingen ønskes tiltrådt 1. september 2025 – og om muligt gerne i løbet af august.
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og efter konkret forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation.
Ugentligt timetal: Fuldtid
Hvis du vil vide mere:
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til sekretariatschef Klaus Bach Trads på klbj@aarhus.dk eller kommunikationschef Svend Aage Mogensen på svam@aarhus.dk.
Ansøgning
Klik på ”Ansøg” nedenfor for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Ansøgningsfristen er torsdag den 24. juli 2025
Vi forventer at afvikle jobsamtaler onsdag den 28. juli 2025
I Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg har vi en generel politik om, at der ved ansættelser indhentes referencer og evt. straffeattest. Du må derfor forvente at blive anmodet herom, hvis vi tilbyder dig stillingen.
Vi gør opmærksom på, at der i forbindelse med rekrutteringsprocessen vil blive foretaget opslag i vores referenceregister. Referenceregisteret omfatter tidligere medarbejdere i Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, der er blevet bortvist grundet væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Om Sundhed og Omsorg og Aarhus Kommune:
Sundhed og Omsorg (MSO) i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Aarhus Kommune betragter mangfoldighed som en ressource og opfordrer derfor alle - uanset alder, køn, handicap, livsstil, religion eller etnisk tilhørsforhold - til at ansøge stillingen.
Aarhus Kommune er en af Jyllands største arbejdspladser, hvor 28.000 professionelle og passionerede kollegaer hver dag arbejder for at gøre visioner til virkelighed og skabe værdi for borgere og samfundet omkring os. Vi er en arbejdsplads, der vægter faglighed og samarbejde højt og vi tror på, at vores forskelligheder er med til at gøre Aarhus til en god by for alle. Sammen arbejder vi for en bæredygtig og inkluderende by, hvor både ansatte, borgere, virksomheder og naturen kan trives og blomstre. Vi har ambitioner for byen – og for dig. Kom og vær med!
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex