Christians Kirke søger ny kirke- og kulturmedarbejder 30 timer ugentligt fra 1. september
Christians kirke søger en selvstændig, engageret og alsidig kirke- og kulturmedarbejder, der har lyst til at varetage kirkens kommunikation og formidling og indgå i en lille, velfungerende personalegruppe.
Jobbet består primært af to dele: den ene del er markedsføring og PR, den anden er arbejdet med konfirmander og lejlighedsvis mindre børn.
Den første del består i at videreføre og udvikle kirkens PR og kommunikation på hjemmesiden, sociale medier og gennem produktion af tryksager og det månedlige indstik til Christianshavns lokalavis samt udsendelse af digitale nyhedsbreve. Produktion af mindre videoer, podcast eller andre ideer til at dele historierne om og fra kirken hilses naturligvis også velkommen.
Christians Kirke samarbejder med Vor Frelsers Kirke om menighedsplejen, der er et tilbud til Christianshavns ældre. Vi arrangerer foredrag og udflugter, og som kk-medarbejder vil du være med til at planlægge sæsonernes temaer og gøre reklame herfor. Du vil også have mulighed for, skiftevis med præsterne, at være vært ved eftermiddagsmøderne.
Den anden del af stillingen består i at assistere sognepræst Karen Felter Vaucanson i arbejdet med kirkens konfirmandhold, som undervises fast en gang om ugen og enkelte weekender. Undervisningen tilrettelægges af præsten, men ideelt set bliver undervisningsforløbet et samarbejde, hvor du kommer med input til både øvelser og temaer. I de uger, hvor præsten har fri, vil du få muligheden for at vikariere. Du vil også være ansvarlig for de mere praktiske ting som oprydning, opsætning og forplejning.
Derudover vil du selv kunne være med til at skabe indholdet i jobbet, hvis du har nogle særlige projekter, du brænder for.
Vi håber at få en kk-medarbejder, der har lyst til at indgå i kirkens liv, fx ved at deltage i menighedsaftener og søndagens højmesse.
Vi søger en kandidat, som har:
· Indgående kendskab til Churchdesk
· Sans for grafik og layout
· Erfaring med professionel brug af sociale medier
· Lyst til at arbejde med konfirmander og børn i forskellige sammenhænge
· Pædagogisk sans og en kreativ åre
· Godt humør, overblik og lysten til at være en del af et lille, men godt team, hvor vi hjælper hinanden og løfter i flok.
Det vil være en stor fordel hvis du:
· Har erfaring med layoutprogrammet Canva eller et tilsvarende program.
· Har erfaring med produktion af mindre videoer samt evt. podcast.
· Har undervisningserfaring.
· Har erfaring med professionel kommunikation eller som kirkekulturmedarbejder.
·
Vi tilbyder:
· En hverdag med mange forskellige opgaver
· Mulighed for at sætte dit eget præg på hverdagen
· Højt til loftet og et menighedsråd og personalegruppe, der er med på skæve ideer
Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirke- og kulturmedarbejdere.
Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.
Der er uddannelseskrav til stillingen. Se § 14 og 15 i Cirkulære nr. 10001 af 12/11 2019.
Det er en betingelse, at den obligatoriske grunduddannelse for kirke- og kulturmedarbejdere gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start, medmindre du i kraft af din hidtidige uddannelse opfylder uddannelseskravet.
Medarbejdere, der ikke opfylder uddannelseskrav og ikke har gennemført den obligatoriske grunduddannelse aflønnes i løngruppe 1. Årslønnen aftales indenfor intervallet 339.395,83 kr. 428.284,72 kr. for en fuldtidsstilling (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør 13.437,40 kr. (nutidskroner).
Medarbejdere, der opfylder uddannelseskrav eller har gennemført den obligatoriske grunduddannelse aflønnes i løngruppe 2. Årslønnen aftales indenfor intervallet 355.556,78 kr. –484.850,49 kr. for en fuldtidsstilling (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør 13.437,40 kr. (nutidskroner).
OK-24 tillæg på 1.339,07kr. (nutidskroner) pr. år.
Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Kirkekultur.nu
Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.
Kontakt
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte kontaktperson Ingrid Flye 22178236.
Ansøgning sendes til: christians.sogn@km.dk senest d. 31. juli 2025 kl. 12.00
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex