Handicaphjælper - fast eller vikar - eftermiddag/aften og/eller weekend - God løn
Jeg søger en kvinde med hjertet på rette sted, der vil være med til at gøre en forskel for en ung kvinde som mig. Erfaring er ikke nødvendig, al oplæring foregår i hjemmet.
Jeg er en glad og humoristisk ung kvinde uden verbalt sprog, der bor sammen med min familie i Fårevejle i Odsherred. Jeg er multihandicappet og sidder i kørestol. Men har et aktivt liv, med træning, skole, sociale arrangementer og fritidsinteresser som biografture, udflugter og musikarrangementer.
Jeg har brug for hjælpere, der kan være mine arme og ben og som kan assistere mig i alt. Dette indebærer bl.a. personlig hjælp og pleje, forflytninger, træning, ledsagelse og praktiske opgaver.
Som alle andre mennesker har jeg gode og dårlige dage. De gode dage er fyldt med smil og latter, sjov og ballade. Jeg elsker det - når vi synger, danser, bander, driller og bare "har en fest". De dårlige dage er jeg meget sensitiv og har brug for ekstra hjælp og omsorg.
Vi tilbyder en hyggelig, humoristisk og lærerig hverdag sammen med mig og mine øvrige hjælpere • Intensiv oplæring, i et hjem med alle nødvendige hjælpemidler • En hverdag med fælles planlægning og indflydelse på dit arbejde • samt gode og sjove oplevelser med mig og dine kollegaer. Vi har en travl hverdag og er, som udgangspunkt, altid 2 samtidige hjælpere på dagvagterne.
Hjælperbeskrivelse:
"Det har været et rigtig godt sted at starte op i branchen hos borger. På alle dagsvagter er man to på arbejde og der er mulighed for at lære hende at kende i et trygt og stille og roligt tempo samt alt, hvad der skal læres omkring hende.
Jobbet giver rigtig gode erfaringer og det er enormt spændende samt udfordrende at skabe kontakten med borger. Forholdene er altid rigtig gode på arbejdspladsen, hvor familien gør et kæmpe stykke arbejde for at tingene hele tiden fungerer optimalt omkring borger og det er et stort og givende privilegium at tage del i. Jeg kan varmt anbefale et job hos borger!"
Det vi søger:
Er en moden og selvstændig kvinde der kan se sig selv i rollen som handicaphjælper, med en god situationsfornemmelse og forståelse for det at arbejde i et privat hjem.
Vi sætter pris på et godt humør, og et roligt gemyt.
Du bliver som handicaphjælper del af et fast og fleksibelt team, der i fællesskab dækker alle vagter året rundt, på hverdage, weekender og helligdage. Vagterne ligger hovedsageligt mellem kl. 14.00 og kl. 19.30 på hverdage og fra kl. 8.00 til 15.00 i weekender.
Vagtlængde og ugentligt timetal aftaler vi ud fra fælles ønsker – det vigtigste er, at kemien er i orden.
Erfaring er ikke nødvendig, da du bliver grundigt oplært af dine kollegaer. Det er en fordel hvis du er en erfaren bilist. Det er ligeledes en fordel hvis du har egen bil, så du ikke er afhængig af offentlig transport.
Yderligere information:
· Kvindelige ansøgere foretrækkes
· Kun ikke-rygere kommer i betragtning
· Startdato: Hurtigst muligt
· Timetal og arbejdstid: Efter aftale
· Sidste frist for ansøgning: 15. juli 2025
· Afholdelse af samtaler og ansættelse: Løbende
Løn:
Du aflønnes med en grundløn på kr. 165,91 og div. forskudttidstillæg samt evt. anciennitetsløn, jf. overenskomst.
Ansøgning:
Ansøgning sendes på mail til: risager@c.dk - med et billede af dig selv.
Kørekort:
B Almindelig bil
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex