Brænder du for at undervise unge mennesker i både faglige som sociale kompetencer?
Er du kendt for at være en sprognørd, som formår at få elever med forskellige udgangspunkter for læring med i din undervisning?
Trives du med et arbejdsliv, hvor kollegial sparring og samarbejde er prioriteret?

Så skal du søge dette job som underviser på Learnmark 10!

En betydende underviser og voksen

På Learnmark 10 er vores mål at være som en efterskole. Vi har masser af spændende fag og aktiviteter ved siden af undervisningen – eleverne bor bare derhjemme.

Vi arbejder med en bred gruppe af elever. Vores største opgave er at motivere og danne eleverne til videre uddannelse. Nogle af vores elever er uafklarede om deres valg af ungdomsuddannelse, nogle trænger til at møde ligesindede unge og andre har brug for noget helt tredje. Det imødekommer vi gennem blandt andet længere brobygningsforløb, studieture, masser af valg- og temafag og dage, hvor det traditionelle skema er brudt op.

Her bliver du en betydende underviser og voksen.

Din opgave er at være med til at skabe grobund for, at eleverne trives både fagligt og socialt, og dit fokus skal særligt være på de elever, som har behov for ekstra hjælp til at lære dansk. Derfor skal du også kunne begå dig på engelsk og kunne tænke kreativt, så du kan ramme en bred gruppe af sproglige udgangspunkter - både når det kommer til niveau og grundsprog.

Jobbet indeholder undervisning i både basisdansk, DSA og 10. klasse-dansk, og det er derfor vigtigt, at du er optaget af sprogtilegnelse og sprogudvikling.

Undervisningsopgaven indeholder også undervisning i udvalgte valg- og temafag, hvor dine personlige interesser også kan få mulighed for at spille ind. Du vil også skulle vejlede og støtte elever, som er tildelt specialpædagogisk støtte grundet psykiske funktionsnedsættelser.

For os er det vigtigt, at vores elever lykkes. Derfor bruger vi ressourcer på at støtte elever med særlige behov som fx ordblinde og de elever, som har funktionsnedsættelser. Det er derfor vigtigt, at du er god til at danne relationer og kan tage del i både svære som lette samtaler med både elever og forældre.

Sprognørd, som er god til at samarbejde

Vi forventer, at du er danskfagligt velfunderet med gode kompetencer inden for samarbejde og struktur.
Du er fagligt dygtig og vil måske endda betegne dig selv lidt som en sprognørd. Du er gerne rundet af en folkeskolelæreruddannelse med fødderne plantet solidt i danskfaget og sprogtilegnelse.

Hvis du har kreative eller musiske kompetencer, er det et plus, da vores valg- og temafag både rummer og sukker efter den slags talenter.

Vi lægger vægt på at kunne samarbejde og supplere hinanden, og det gør vi både i fagteams, klasseteams og på tværs af personalegruppen. Derfor er det vigtigt, at du ser værdien i et stærkt samarbejde og bidrager aktivt til det.

Godt kollegaskab med plads til forskelligheder

På Learnmark 10 får du et job, hvor dit skema er jævnt fordelt over året, men opgaven mangfoldig. Du arbejder tæt sammen med dine kollegaer, og vi har et arbejdsmiljø med plads til forskelligheder, fordi vi ser det som en styrke.

Du vil få en arbejdsplads med et tæt og trygt samarbejde med både kollegaer og ledelse og et job i en stor og attraktiv organisation, hvor vi også samarbejder på tværs af uddannelser og fagligheder.

Praktisk om jobbet

Det er en fast fuldtidsstilling, hvor ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst.

Samtaler afvikles tirsdag og onsdag i uge 31, 2025.

Medarbejderløftet

Vi er drevet af at give vores elever og kursister den bedste uddannelse.

På Learnmark Horsens bliver du en del af en mangfoldig organisation, der bidrager til en af samfundets allervigtigste opgaver; at danne og talentudvikle unge og voksne til fremtidens erhvervsliv. Derfor lover vi dig:

  • Fleksibilitet og tillid
  • Fællesskab
  • Faglig udvikling
  • Flad organisation

>> https://www.learnmark.dk/om-learnmark/job/medarbejderloeftet/

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex